En konge uden krone

På lørdag ved 14.30-tiden ruller feltet gennem bjergpasset Col de Braus på næstsidste etape af årets Tour de France, og hvis ikke den lille, stenede parkeringsplads på toppen er helt fyldt af autocampere og fans med kulørte faner, vil rytterne kunne få et glimt af en mindesten og gøre honnør for en af de største bjergryttere, løbet har set, nemlig franskmanden René Vietto.

Mindestenen er rejst til Viettos ære, og et øjensynligt hjemmelavet træskilt på en pæl, som er banket ned i den stenede jord, navngiver stedet:  ‘Aire René VIETTO’. René Viettos plads. 

Det var på denne stigning, som nu for 29. gang er på rutekortet i Tour de France, at Vietto i 1931 angreb i det første professionelle cykelløb, han vandt, nemlig Boucle de Sospel. Og det var her, at han i sin debut i Tour de France i 1934 som den første krydsede toppen på vej mod sin tredje etapesejr i løbet. Han var da 20 år gammel.

Mindestenen for René Vietto på Col de Braus. Foto: Brian Askvig.

I oktober 1988 blev Viettos aske efter hans ønske spredt på stigningen, da hans livs etapeløb var slut, og mindestenen er således en gravsten – og bjergpasset et gravmæle for en af de mest populære franske ryttere gennem alle tider.

Jeg besøgte stedet i 2019, da jeg sammen med min ven og kollega, Ernst van Norde, i vores lejede bil havde siddet på hjul af Jakob Fuglsang i nogle timer på en lang træningstur fra hans hjem i Monaco forud for Touren det år. 

Fuglsang gjorde holdt på toppen og gav os mulighed for at få lidt mere på blokken til vores interview med ham til Ekstra Bladets Tour de France-magasin. Da vi stod der, bemærkede jeg på den anden side af vejen mindestenen, der til forveksling ligner den, der er rejst for Tom Simpson på Mont Ventoux. Snart kørte Fuglsang videre alene, og vi kunne tage os tid til at studere mindesmærket nærmere.

‘Her spredtes 22. oktober 1988 asken efter en gammel mester i cykelsporten – Réne Vietto – som bar den gule trøje i Tour de France. Født 17.02.1914, død 14.10.1988’, lyder indskriften på stenen.

Jeg havde hørt om Vietto før, men jeg anede ikke, at han havde denne særlige forbindelse til Col de Braus. 

Jeg havde læst om hans bemærkelsesværdige debut i Tour de France i 1934, hvor hans bedrifter i de høje bjerge gav ham tilnavnet 'Le Roi René' – kong René. Og selvfølgelig havde jeg studeret historien om hans betændte tå, som han angiveligt fik bortopereret under Touren i 1947, og som efter sigende blev bevaret for eftertiden i formaldehyd i en glaskrukke på en bar i Marseille. 

Efter amputationen forlangte Vietto efter sigende af sin protegé Apô Lazaridès, at også han lod en tå amputere, så han kunne føle på sin egen krop hvilken lidelse, hans mentor gennemlevede.

Det siges, at Lazaridès indvilligede og resten af sine dage blev mindet om det for hvert skridt, han tog, idet amputationen efterlod ham halt.

Historien er vandret gennem årti efter årti i talløse artikler, bøger og opslagsværker, selv om det er let at tilbagevise det centrale i fortællingen.

René Vietto fik nemlig ikke kappet en tå midt under Tour de France i et forsøg på at forsvare sin gule førertrøje.

Naturligvis gjorde han ikke det. Han fik den skåret af efter løbet. 

Viettos problem var, at tåen ved siden af storetåen på hans venstre fod i de trange cykelsko lagde sig ind over storetåen med store gener til følge. Gennem mere end et årti havde han døjet med problemet, men under Touren i 1947 gik det helt galt. 

Ifølge avisen L’Équipes udsendte reporter, André Costes, havde friktionen åbnet et sår, som der siden var gået betændelse i. Skaden var opstået allerede på 2. etape fra Lille til Bruxelles, som Vietto i øvrigt vandt efter 130 kilometers solokørsel.

Med Jakob Fuglsang på Col de Braus. Det er en stigning, han jævnligt træner på, idet han er bosat i Monaco. Billedet er fra 2019, da han kørte for Astana. I dag kører han for Israel-Premier Tech og sidder lørdag i feltet, når Touren for første gang siden 1961 rammer Col de Braus. Foto: Ernst van Norde.

Vietto havde voldsomme smerter, skriver Costes, og da Touren efter 10. etape holdt hviledag i Nice, forlangte Vietto af sin læge, at denne skulle bortoperere den betændte tå. ‘Soldater bliver jo amputeret i krig,’ skal Vietto have udtalt.

Så vidt kom det ikke. Costes skriver, at ‘man nøjedes med at fylde 300.000 enheder penicillin på rytteren i den gule trøje i løbet af dagen’. Om aftenen så såret allerede bedre ud, og lægen turde erklære, at Vietto ville stille til start på 11. etape fra Nice til Marseille.

René Vietto lui-même leverede under Touren 1947 klummer til avisen L’Humanité, og på den tredje af løbets fire hviledage (den dag, hvor amputationen ifølge rygtesmedene skulle være foretaget) skrev Vietto, at hans krop som sådan ikke var mærket af strabadserne på bjergetapen dagen før, men at det betændte sår var den rene tortur:  

"Den inficerede tå på min venstre fod fik mig til at lide som en martyr. Jeg havde på bjergetapen skåret hul i min sko, for at såret ikke skulle blive klemt, men det blev det så af min tåclips på cyklen."

"Aldrig har jeg lidt så meget. I dag har jeg låst min dør, og jeg hviler mig. Mine fødder bliver behandlet intensivt. Jeg tror, ​​jeg vil opleve lindring i morgen. Når Touren er slut, vil jeg få fjernet denne tå," skrev Vietto.

Sine steder fremgår det, at det var Viettos lilletå, der voldte ham kvaler, men Vietto fastslår i sin klumme, at tåen 'generer mit tråd ved at gnide sig op ad storetåen'. Jeg konkluderer, at det må være tåen ved siden af storetåen, der var tale om. 

År senere, nemlig i marts 1954, uddybede Vietto i sportsmagasinet Miroir Sprint sin oplevelse af hviledagen i Nice i Touren i 1947:

"Min fod gjorde mere og mere ondt. For hviledagen havde jeg en plan. Jeg ville tilkalde en læge og sige til ham: 'Skær denne tå af. Det er en rådden ting, der generer mig'. Jeg krævede en amputation, men lægen afviste mig," fortalte Vietto.

"Han pumpede mig i stedet fuld af penicillin helt frem til etapestart næste dag. Jeg må indrømme, at han gjorde det rigtige. Jeg var handicappet resten af ​​Touren på grund af penicillinen, men jeg var ikke engang kommet tilbage i løbet, hvis jeg havde fået tåen amputeret," sagde Vietto og beskrev derpå det pinefulde forløb, han var igennem, da han efter Touren omsider fik tåen fjernet: 

"I 21 dage måtte jeg holde benet hævet i luften, jeg led enormt, og det tog måneder, før jeg genvandt den nødvendige balance til at gå. Man tror ikke, at man vil komme til at savne en sølle tå, før den er væk," sagde Vietto.

Hvad så med Lazaridès? Fik han virkelig til ingen verdens nytte fjernet en rask tå på Viettos foranledning? Det har jeg ikke fundet entydigt svar på. Jeg hælder mest til, at det er en vandrehistorie, som er udsprunget af den forunderlige kendsgerning, at han efter første etape gennemgik et operativt indgreb i sin venstre storetå på grund af en nedgroet negl. Det fremgår af en notits i L'Équipe dateret 26. juni 1947.

Der var altså tale om to tæt forbundne ryttere, som begge havde behov for et operativt indgreb i deres venstre fod i den samme udgave af Tour de France.

Og hvad med tåen i glaskrukken? Jo, den del af historien er god nok, fastslår forfatteren Max Leonard, som på hjemmesiden rouleur.cc i januar 2016 efter grundig research afslørede, at han havde lokaliseret tåen.

Præcis som rygtet ville vide, skrev Leonard, var tåen blevet bevaret for eftertiden i et glas formaldehyd og havde ganske rigtigt i nogen tid været opbevaret på en bar i Marseille, nemlig en knejpe ved navn 'Chez Siciliano', hvis indehaver havde været soldaterkammerat med Vietto.

Til sidst var glaskrukken med Viettos tå dog havnet i et køkkenskab hjemme hos Viettos gamle ven René Bertrand, skrev Leonard og afslørede, at han havde taget et par billeder af tåen i glaskrukken. 

Billeder, han aldrig ville publicere.

"Lige som relikvier af helgenerne, der opbevares i krypter eller bag skærme, burde dette, synes jeg, eksistere i fantasien og ikke stilles til skue," skrev Leonard.

Året efter udgav han bogen 'Higher Calling: Road Cycling’s Obsession with the Mountains' med en opdateret version af artiklen – og et billede af en tå i en glaskrukke.

Tåen på billedet er sort og krum (og afgjort for lang til at være en lilletå), mens glasset synes at være tømt for væske, selv om krukken var forseglet med tape. Med noget usikker håndskrift er på tapen skrevet 'Vietto' og 'doigt de pied' (fransk for 'tå'). 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Hvorfor skulle Vietto dog bevare sin tå for eftertiden? Og så i en bar i Marseille? Hvilken læge ville give en patient en amputeret legemsdel med hjem? Hvordan kunne Max Leonard tage billeder af glaskrukken under sit besøg hos René Bertrand, når samme Bertrand ikke kunne finde krukken, da journalisten og forfatteren François Thomazeau få måneder senere kom på besøg for at interviewe Bertrand til avisen Le Monde?

Vietto er omgærdet af mystik, hemmelighedskræmmeri og det pure opspind, og hans historie har fået lige rigeligt med krydderi gennem årene. Det er en fantastisk historie, som nok vil leve videre og fange og forføre nye generationer.

Det er fint med mig. Jeg værdsætter en god røverhistorie, men faktisk er fortællingen om René Vietto i sin reneste, mest ferske form fascinerende som få. Den kommer her:

Som relativt ukendt rytter gjorde Vietto sin entré i Tour de France på et stjernespækket landshold. Georges Speicher, som havde vundet Touren året før og var regerende verdensmester, og Antonin Magne, som vandt løbet i 1931, var de største navne, men også Roger Lapébie, René Les Grevès, Maurice Archambaud og Charles Pélissier nød heltestatus.

Udtagelsen af Vietto blev mødt med kritik, for hvad havde sådan en stor knægt, som kun kort forinden havde opgivet sit job som piccolo på et hotel i Cannes, dog at gøre i verdens største cykelløb? Det spørgsmål skulle Vietto snart besvare.

De første seks etaper blev vundet af det suveræne franske hold, og så tog Vietto fat. Han vandt 7. etape, en bjergetape fra Aix-les-Bains til Grenoble, og det var kun begyndelsen. Han vandt også 9. etape og strøg så på 11. etape som den første over Col de Braus, Col de Castillon og La Turbie, før han skød først over stregen i sin hjemby, Cannes.

Et ydmygt skilt på den lille parkeringsplads på Col de Braus bekendtgør, at dette er 'René Viettos plads'. Foto: Brian Askvig.

Over en halv time havde Vietto da på seks etaper skåret af det forspring, Antonin Magne i den gule trøje havde til ham. Stadig var han en halv time efter Magne, men der var endnu masser af bjerge forude.

En duel mellem de to tegnede sig. Mellem kaptajnen og opkomlingen, som dag for dag øgede sin popularitet som den fødte grimpeur, der kunne køre fra selv de spanske bjerggeder Federico Ezquerra og Vicente Trueba i de høje bjerge.

Duellen blev aldrig udkæmpet. Vietto fremtvang den ikke, men forblev Magnes loyale hjælperytter. På to etaper i Pyrenæerne fraskrev han sig sin chance for at vinde Touren til fordel for Magne – og sikrede sig samtidig med sin selvopofrende indsats for holdet en plads i franskmændenes hjerter for altid.

På 15. etape fra Perpignan til Ax-les-Thermes var Col de Puymorens den eneste større stigning, og Vietto førte til toppen og kom først over. På nedkørslen styrtede Magne og ødelagde sin træfælge, hvorefter Vietto gav ham sit forhjul og gav sig til at vente på, at en servicevogn ville nå frem med et nyt hjul til ham.

Den unge rytter vidste da, at hans chance for at vinde endnu en etapesejr og holde sig inde i kampen om podieplaceringerne i Paris var forpasset. I den ulidelige ventetid satte han sig på et stengærde og lod tårerne få frit løb.

En fotograf var til stede og forevigede øjeblikket med et af de mest gribende fotografier i Tourens historie. Sympatien for den unge rytter bredte sig til enhver krog i Frankrig, og aviserne udråbte Vietto til ‘Le Roi René’ – kong René. Netop på lørdag er det 90 år siden, at billedet blev taget.

Næste dag gjorde kun ondt værre. Vietto nåede først over Col de Port med Magne og italieneren Giuseppe Martano, som var nummer to i den samlede stilling, halsende efter sig. På nedkørslen fra Col de Portet-d’Aspet styrtede Magne igen, men Vietto var så langt forude, at han ikke opdagede det.

Først, da han var nede i dalen og jagtede italieneren Adriano Vignoli frem mod Col des Ares, gik det op for ham, at hans holdkaptajn var styrtet. Holdkammeraten Roger Lapébie var langt forude, og de øvrige ryttere på det franske landshold var langt bagude, så Vietto vendte resolut sin cykel og kørte tilbage mod trafikken (det var tilladt dengang) op ad Col de Portet-d’Aspet.

Da han nåede op til Magne overlod han sin cykel til ham og måtte atter vente flere minutter på, at en servicevogn nåede frem til ham, så han kunne få en reservecykel. Vietto nåede i mål fire minutter efter Magne og var i den samlede stilling næsten tre kvarter efter.

Dagen efter rykkede Magne brutalt på den kun 91 kilometer lange etape fra Luchon til Tarbes og tog yderligere syv minutter på Vietto, men den unge rytter slog igen på 18. etape, hvor han nåede først over Col du Tourmalet og Col d’Aubisque og strøg over stregen i Pau syv minutter før Magne som vinder af sin fjerde bjergetape i sin debut i Tour de France.

Antonin Magne vandt Touren med næsten en halv time ned til Martano, mens René Vietto blev nummer fem og vandt bjergkonkurrencen. Han var næsten en time efter Magne, men hans Tour havde alle fortrædeligheder til trods været en succes og sikret ham stjernestatus i Frankrig, hvor man talte om, at Vietto var den moralske vinder af Tour de France det år.

På Parc des Princes-velodromen i Paris, hvor løbet sluttede, kørte Magne og Vietto sammen en æresrunde og kunne lade sig hylde som de største helte i den suveræne opvisning, som franskmændene havde leveret på turen rundt i Frankrig.

Det franske hold vandt 18 af løbets 23 etaper og opnåede endog at få to ryttere kåret som vinder af samme etape. Det var 5. etape fra Belfort til Evian, hvor René Les Grevès og Georges Speicher spurtede så tæt om sejren, at de begge blev udråbt som vinder. Fotografier af spurtopgøret viste dog senere med al ønskelig tydelighed, at Les Grevès var først over stregen.

Forventningerne til Vietto var efter debuten i Tour de France skyhøje, men 'Kong René' kronede aldrig sin karriere med en samlet sejr i verdens største cykelløb. 

I Tour de France 1935 mistede Vietto på grund af uheld allerede på første etape mere end 20 minutter og var dermed ude af billedet til den samlede sejr. Han vandt dog to etaper og sluttede på en hæderlig samlet ottendeplads.

De følgende år var ikke Viettos bedste i Tour-sammenhæng. Han udgik i 1936 og 1938 og stillede ikke til start i 1937, men han var tilbage i 1939, hvor han igen gjorde sig gældende blandt de bedste. Hans skarphed i bjergene var tydeligt aftaget, og han vandt ingen etaper, men han holdt den gule trøje i 11 etaper og sluttede samlet som nummer to efter belgieren Sylveer Maes.

De to bedste ryttere i Tour de France 1939 modtages i Paris af den kendte skuespiller Albert Préjean (i midten). René Vietto (t.v.) blev nummer to i løbet, mens belgieren Sylveer Maes (t.h.) vandt sin anden Tour-sejr. Foto: Bibliothèque nationale de France (public domain). 

Verdenskrigen kostede Vietto nogle gode år, men han var tilbage i 1947, da Tour de France atter blev afviklet efter syv års pause. 12 år efter sin seneste etapesejr vandt Vietto atter to etaper og kørte 15 dage i gult, før han på den ikke mindre end 139 kilometer lange enkeltstart fra Vannes til Saint-Brieuc mistede den til italieneren Pierre Brambilla og måtte indse, at drømmen om en sejr i Tour de France var endegyldigt bristet.

René Vietto blev nummer fem i Tour de France 1947, som var den sidste, hvori han spillede en rolle af betydning. Han stillede også til start de følgende to år, men sluttede langt nede i den samlede stilling uden at vække større opmærksomhed.

Efter sit karrierestop var han i nogle år sportsdirektør og drev i en periode en svinefarm i Pyrenæerne.

Viettos hustru, Gisèle, fik også sin aske spredt på Col de Braus, da hun døde i 2001.