De slog en by ihjel

Om formiddagen 10. juni 1944 fik Henri Texerauds lille Peugeot motorstop på hovedgaden i den fredfyldte, men travle handelsby Oradour-sur-Glane cirka 22 kilometer nordvest for Limoges i Frankrig.

Tæt ved sin svigerfars vin- og spiritushandel, hvor 35-årige Henri arbejdede som sælger, efterlod han bilen og spadserede til sit hjem lidt længere oppe ad hovedgaden, Rue Émile Desourteaux. 

Henri boede med sin kone og deres to børn i huset på hjørnet dér, hvor byens store markedsplads, Place du Champ de Foire, åbner sig og folder sig ud mod nord. På hjørnet overfor lå hr. Beaulieus smedje. Ved siden af, på hovedgaden, lå enkefru Petits frisørsalon.

Det havde regnet den morgen, men solen havde fået magt op ad formiddagen og en fugtig varme omsluttede den lille by, hvis sprudlende forretningsliv tiltrak mange besøgende. En del søgte også til kommunen for at fiske i floden Glane, som løber syd om landsbyen. 

Nogle kom med sporvognen fra Limoges. Andre kom på cykel eller til fods fra de omkringliggende landsbyer. Få i egen bil.

Ved frokosttid løb mange af de større børn hjem fra skole for at spise, men både store og små var snart tilbage på skolebænkene. Skolerne havde indkaldt børnene til sundhedsundersøgelse og vaccination, så fremmødet var stort.

Byen havde fire skoler, nemlig en drenge- og en pigeskole, en skole for de mindste børn og en skole for flygtningebørn fra Lorraine-regionen, som ved besættelsen af Frankrig var blevet administrativt indlemmet i Det Tyske Rige.

Adgang til selve landsbyen får man via besøgscentret i det nye Oradour-sur-Glane på den vestlige side af landevej D3. Vejen ind i spøgelsesbyen er den gamle landevej fra Saint-Junien. Foto: Brian Askvig.

 

Denne lørdag var det muligt at udnytte rationeringskort til at købe tobak, hvilket havde trukket endnu flere til huse. Byen vibrerede af liv. Caféerne blev hurtigt fyldt. Frisørerne havde travlt. Der var fire af dem i byen. Der var syersker, bagere, skomagere, slagtere. Købmænd og apotekere. Et væld af håndværksmestre. Mænd og koner. Børn, unge, bedsteforældre.

Inden dagen var omme, var de alle myrdet, og byen var plyndret og brændt ned af soldater fra regimentet 'Der Führer' tilhørende Waffen SS-panserdivisionen 'Das Reich'. Massakren var hævn for modstandsbevægelsens attentat på en tysk officer. 

Oradour-sur-Glane blev udslettet på en eftermiddag. 643 uskyldige mennesker døde den dag. Den yngste var Yves Texier. Han var ni dage gammel. Den ældste var Marguerite Foussat, 90 år. De blev brændt ihjel i byens kirke sammen med alle øvrige kvinder og børn, der var til stede i byen den dag. 

Mændene blev skudt og brændt på seks tilfældigt udvalgte lokationer, nemlig Beaulieu-smedjen, hr. Denis' vinlager, Desourteaux-familiens autoværksted og lader tilhørende familierne Laudy, Milord og Bouchoule.

Vraget af Henri Texerauds bil blev nogle dage senere, da de sidste gløder i ruinerne var slukket og de forvredne, forkullede lig skulle bjærges, trukket hen foran det, der engang var hans hjem. 

Der har vraget stået siden og er blevet symbolet på det vanvid, der uden varsel skyllede ind over den lille by en tilfældig lørdag for snart 80 år siden.

Henri Texerauds bil, en Peugeot 202, blev efter tragedien blev trukket hen foran den ejendom, der i stueetagen havde huset Pascaud-familiens apotek og ovenpå den lejlighed, hvor Henri boede med kone og børn. Bilen har stået der lige siden. Foto: Brian Askvig.

Jeg stod længe dér ved Henris bil og lod tankerne flyve, da jeg i sommer omsider fik mulighed for at besøge byen. Jeg var kørt til Frankrig for at følge de sidste etaper i Tour de France og pleje mit netværk i cykelverdenen, men da feltet gav sig i kast med Alperne, kørte jeg den modsatte vej for at nå den forladte by.

Jeg hørte om massakren i Oradour-sur-Glane for mange år siden og håbede år efter år, når jeg som journalist på Ekstra Bladet planlagde min dækning af Tour de France, at ruten ville bringe mig så tæt på byen, at jeg måske på en af løbets hviledage kunne snige mig til et besøg. Det lod sig aldrig gøre, så da jeg i år selv kunne bestemme, skulle det være.

Det var en overvældende oplevelse, som det vil tage mig lang tid at fordøje. Jeg ankom en tidlig formiddag, da endnu kun få besøgende havde fundet vej til byen, og jeg kunne længe vandre uforstyrret rundt i spøgelsesbyens andægtige stilhed og med en knugende fornemmelse i maven forsøge at matche de smuldrende, overgroede og sine steder stadig sodsværtede ruiner med de bykort og beretninger, som jeg har studeret i årene, der er gået.

Dér på hjørnet boede fru Valentin, som fra køkkenet kunne betjene sin vejvægt udenfor og tjene en skilling, når bønderne skulle have vejet kreaturer eller en vogn med afgrøder, der skulle sælges på markedet. Eller når gods, som blev fragtet til byen med sporvognen fra Limoges, skulle kontrolvejes.

Ægteparret Valentins hus på hjørnet af hovedgaden og vejen til Saint-Junien. Udenfor huset ses vejvægten, som fru Valentin kunne betjene fra sit køkken. Til højre i billedet ses ruinerne af Hotel Avril. Det var her midt i krydset, at Henri Texeraud efterlod sin bil, da den gik i stå kort før, tyskerne rykkede ind i byen. Efter massakren blev bilen sat i brand sammen med alle huse i byen. Af en eller anden grund lå et tilsodet cykelstel på taget af bilen, da redningsmandskab fik adgang til byen nogle dage senere. Man valgte at slæbe bilen væk fra stedet, idet den stod i vejen for redningsarbejdet. Foto: Brian Askvig.

Dér lå hr. Poutarauds autoværksted, som stadig har Renault-reklamer i forbløffende god stand fæstnet til facaden. Dér, letbanens enlige stoppested med den lille stationsbygning, og dér, drengeskolen ved siden af kommunens lille rådhus.

Længere oppe ad hovedgaden lå Desourteaux-familiens købmandshandel skråt over for Henri Texerauds hjem. Og dér, lidt længere fremme, fandtes laderne, hvor mange af mændene blev skudt og brændt. 

Freden blev brudt ved 14-tiden den lørdag i 1944. To tyske pansrede halvbæltekøretøjer med kampklædte soldater rullede ind fra sydøst fulgt af tre lastbiler med materiel og yderligere mandskab. Først forbi Bouchoule-familiens lade og derpå kirken og Milord-laden. 

Videre op ad Rue Émile Desourteaux. Opkaldt efter den tidligere borgmester, hvis efterkommere stadig var øverst i hierarkiet i kommunen. Hans søn, Jean François Émile 'Paul' Desourteaux, var borgmester den dag i 1944, som blev hans sidste.

Paul Desourteaux' søn Jacques var byens læge. Familiens autoværksted, drevet af en anden søn, nemlig Hubert Desourteaux, lå et par huse længere henne. 

Kun facaden står tilbage på hr. Poutarauds autoværksted på hovedgaden Rue Émile Desourteaux. Foto: Brian Askvig.

Med udtryksløse ansigter betragtede soldaterne de mange borgere, der nysgerrigt gik på gaden for at se, hvad der var los, forklarede Robert Hébras senere. Han var en af få, der overlevede. 

En tysker i Oradour-sur-Glane var en sjældenhed. Ifølge Hébras, som den skæbnesvangre dag var 19 år gammel, havde tyske soldater senest vist sig i byen to-tre år tidligere, og da kørte de igennem uden at stoppe.

Ville det gentage sig? Ville de tydeligvis kampklare soldater bare køre igennem på deres vej til Normandiet, hvor de allierede fire dage tidligere var gået i land med varsel om en snarlig afslutning på Hitlers tusindårsrige? 

En ruin på hovedgaden, Rue Émile Desourteaux. Gaden er opkaldt efter byens borgmester frem til 1906. Familien Desourteaux befandt sig i juni 1944 fortsat øverst i hierarkiet i landsbyen, idet endnu en Desourteaux da bestred posten som kommunens borgmester. Foto: Brian Askvig.

Ingen på hovedgaden vidste, at andre tropper havde indledt en knibtangsmanøvre fra sydøst for at slå ring om byen. Soldaterne var rigtigt nok på vej til fronten, men de havde først en opgave at udføre her i Oradour-sur-Glane. 

"I dag vil I se blod flyde," råbte SS-Obersturmführer Heinz Barth til sine mænd uden for byen i en lille bebyggelse kaldet Bellevue, før de blev sendt af sted for at omkranse Oradour. 

Da kortegen af køretøjer nåede den nordvestlige ende af byen, myldrede soldaterne ud og lukkede ringen om byen. Det tog ikke mange minutter. Nu var der ingen vej ud. Halvbæltekøretøjerne vendte om og kørte tilbage til bymidten.

Flere lastbiler, flere soldater, mere materiel. Byens udråber blev med sin tromme sendt gennem hovedgaden med det budskab til alle, at de straks skulle begive sig til Place du Champ de Foire. Soldater gennede folk sammen og sendte dem på vej mod pladsen. Hamrede på alle døre, udstak ordrer og drev folk ud på gaden. Beboere, besøgende, tilfældigt gennemrejsende, gæster på pensionaterne.

"På denne plads blev befolkningen samlet". Video: Brian Askvig. 

Et maskingevær blev opstillet foran den ejendom, hvor Henri Texeraud boede med sin familie. Flere automatvåben blev opstillet, så hver en krog af arealet var indenfor skudvidde.

Hastigt fyldtes pladsen med mennesker. Der var ingen panik, mindedes Hébras senere, for hvad var der at være bange for? Der var ingen, der havde udeståender med tyskerne. Ingen, der havde grebet til våben eller opildnet til modstand. Der måtte selvfølgelig bare være tale om en banal kontrol af identitetskort.

Stadig flere civile kom til. Mødre med spædbørn i armene, ældre medborgere, håndværkere, forretningsdrivende. 

Nogle til fods, fulgt på vej af soldater. Andre ankom som passagerer i tyskernes militære køretøjer – indfanget, som de var, i nogle af de mange små bebyggelser, der omgav Oradour. Enhver, der blev antruffet af de soldater, der havde lagt en ring om byen, blev drevet mod centrum og ind på pladsen. 

Tidligt på dagen havde beboerne i omegnen rutinemæssigt sendt deres børn af sted til skole i Oradour. Alle disse børn blev også gennet ind på Champ de Foire, da SS-soldater tømte læreanstalterne. Mange forældre i bebyggelser, der ikke var blevet ryddet, anede ikke, hvad der gik for sig i byen. Først, da det var for sent, og røgen fra den brændende by formørkede himlen, forstod de, at deres verden var forandret for altid. 

Kun ét barn af alle dem, der var mødt i skole, undslap, nemlig syvårige Roger Godfrin. Hans familie var blevet tvunget ud af byen Charly i Lorraine, da tyskerne besatte Frankrig i 1940, og i Oradour-sur-Glane havde familien på ny fundet fred og tryghed. Indtil denne dag i juni 1944.

Lille Roger stak af gennem et vindue og gemte sig, da tyskerne tømte Lorraine-skolen, idet han huskede sin mors insisterende instruks: 'Når du ser en tysker, så løb væk!' 

En soldat skød efter ham uden at ramme. Roger undslap døden, men tyskerne slog resten af hans familie ihjel den eftermiddag. Hans forældre, Arthur og Georgette. Hans søskende Marie-Jeanne (12), Pierrette (11), Claude (4) og Josette (3). 

Skolen for de mindste børn samt børn fra Lorraine. Da tyskerne besatte Frankrig i 1940 og administrativt indlemmede Lorraine i Hitlers tusindsårsrige, blev mange fransksindede tvunget til at flytte. Det gjaldt også Godfrin-familien fra byen Charly, hvis børn gik på denne skole i Oradour-sur-Glane. Småbørnene og Lorraine-børnene havde hver sin skolebygning. Foto: Brian Askvig.

Kun få voksne undgik at blive indfanget. Det gjaldt for eksempel de jødiske søstre Jacqueline og Francine Pinède, som på grund af deres herkomst øjeblikkeligt vidste, at de var i fare, da tyskerne ankom.

Ansporet af deres far, som havde flyttet sin familie til Oradour i håb om at undgå deportation til kz-lejre østpå, gemte søstrene sig sammen med deres lillebror, André, som blev hjemmeskolet, under en trappe i kælderen under Hotel Avril.

Da bygningen sent på eftermiddagen blev stukket i brand af tyskerne i et forsøg på at slette alle spor af deres udåd, slap søstrene og André væk over markerne og søgte tilflugt i landsbyen La Martinerie. 

En SS-soldat lod dem passere og reddede dermed deres liv. Deres forældre, Robert og Yvonne, blev myrdet. Deres farmor, Sara, ligeså.

En anden, der ikke blev taget, var den 20-årige bagersvend Armand Senon, som nogle dage tidligere havde brækket et ben og lå i sengen. Han foregav at være ude af stand til at rejse sig og blev efterladt, da tyskerne slæbte af sted med hans forlovede, Irène Redon, og hans invalide onkel. 

Da han var alene, kravlede Senon hen til vinduet i sin bolig i den nordlige ende af Champ de Foire, hvorfra han havde udsyn over pladsen og bevidnede første fase af forbrydelsen. Han boede sammen med syv familiemedlemmer, der alle blev ofre for tyskernes hævntørst. Irène blev brændt ihjel i kirken.

I folkemængden på pladsen stod Robert Hébras. Som helhed bevarede forsamlingen roen, forklarede han senere, men han sporede dog en vis ængstelse hos mødre, som prøvede at forsikre deres urolige børn om, at alt var i orden.

Vraget af Henri Texerauds bil fra en anden vinkel. Den står efterladt ved indgangen til byens store plads, hvor beboerne blev gennet sammen af SS. I lige linje bag bilen ses resterne af hr. Beaulieus smedje. Hovedgaden løber til venstre i billedet. Facaden med skorstenen i husrækken på venstre side af vejen er, hvad der er tilbage af hr. Poutarauds autoværksted. Foto: Brian Askvig.

Over 600 mennesker var forsamlet på Champ du Foire, da tyskerne ved 15-tiden gik i gang med at separere mænd og kvinder. 

Kvinder og børn blev derpå ledt væk ad hovedgaden mod sydøst. Ud af byen, troede alle ifølge Hébras. Turen endte imidlertid i kirken, hvor de mange mennesker blev spærret inde. Der var 454 personer i det trange kirkerum, blev det konstateret senere.

Mændene blev på forsamlingspladsen i endnu en halv times tid. En entydig, ufravigelig plan for aktionen i landsbyen havde tyskerne øjensynligt ikke. En officer beordrede borgmester Desourteaux til at udpege et antal mænd, som tyskerne ville tage som gidsler. Borgmesteren nægtede, men tilbød sig selv og sine sønner til tyskerne. 

Kravet om gidsler blev dog opgivet, og tyskerne lod derpå forstå, at de var på jagt efter illegale våben. Alle huse ville blive ransaget, og uskyldige borgere ville blive sat på fri fod, lød det.

Det fremkaldte smil og lettelse, fortalte Hébras, for alle vidste, at intet var skjult i byen. Oradour-sur-Glane var ingen base for modstandsbevægelsen, som efter D-dag havde intensiveret sine aktiviteter i Limoges og omegn.

I disse minutter – klokken cirka 15.40 – ankom en sporvogn til byen. Den kørte ikke i rutefart, men udførte en testkørsel med kun tre medarbejdere om bord. En af dem, Marcelin Chalard, stod af og blev skudt og dræbt af SS, da han til fods ville krydse broen over Glane. 

Hans lig blev smidt i floden, og de to øvrige medarbejdere blev beordret til at køre sporvognen tilbage til Limoges. Hébras nævner intet om våben, der blev affyret, hvorfor man må antage, at skuddet eller skuddene ikke kunne høres på forsamlingspladsen, eller at de i modsat fald ikke blev tillagt særlig betydning. Mændene på pladsen bevarede ifølge Hébras' forklaring roen og troen på, at hverdagen snart atter ville indfinde sig.

Place du Champ de Foire set fra den nordlige ende. Billedet er taget omtrent foran Armand Senons hjem. Midt i billedet, foran facaden med vinduet, skimtes Henri Texerauds bil på hjørnet af hovedgade Rue Émile Desourteaux og Champ de Foire. Som pejlemærke kan man igen bruge hr. Poutarauds autoværksted, hvis høje facade med skorstenen ses blandt ruinerne i højre side af billedet. Foto: Brian Askvig.

Opdelt i større og mindre grupper blev mændene så ført til de seks lokationer i landsbyen, hvor tyskerne havde opstillet maskingeværer. Robert Hébras blev ført til Laudy-familiens lade i en gruppe, som efter hans vurdering talte 60 mænd. Senere opgørelser viste, at der var 62 mænd i gruppen.

Endnu på dette tidspunkt var det hans overbevisning, fortalte Hébras siden, at de blot skulle tilbageholdes et sted, hvorfra flugt var umulig, mens tyskerne ransagede landsbyen for våben.

Klokken 16 lød et brag. En håndgranat, formentlig, der med fuldt overlæg blev detoneret. Det var signal til soldaterne, der bevogtede mændene. 

Samtidig på alle seks lokationer begyndte de nådesløst at slå ihjel.

Forsvarsløse mænd og store drenge blev mejet ned af maskingeværild rettet mod benene. Nogle blev dræbt i kugleregnen, når de faldt omkuld. Skytterne blev ved, til ingen rørte på sig. Bødler med håndvåben banede sig derpå vej over de blodige kroppe og henrettede dem, de fandt i live.

Hø blev strøet ud over ofrene, som derpå blev overhældt med benzin og sat i brand. Adskillige, der ikke var døde i første omgang, brændte ihjel. Robert Hébras var ramt af flere projektiler, men var ikke dødeligt såret. Han spillede død i bunken af lemlæstede kroppe og slap for nådeskuddet. Da flammerne fik fat, og tyskerne havde trukket sig tilbage for blot at betragte deres værk, krøb Hébras ud ad en lille bagdør i laden. 

Et lukket rum. Ingen vej ud. Hébras krøb tilbage i laden, hvor ilden, røgen og en kvælende hede var på vej til at udrydde alt liv. Langs væggen famlede han sig frem og endte i en lille lukket gård, hvor han mødte fire af sine kammerater, som også var undsluppet. To af dem var ligesom Hébras sårede.

Vejen til kirkegården fra hovedgaden, som går på tværs for enden af vejen, hvor man på billedet ser en gruppe besøgende. Bygningen til højre er Laudy-laden, hvor 62 mænd blev ført til henrettelse. Seks af dem undslap, men den ene, hr. Poutaraud, blev skudt længere oppe ad vejen tæt på kirkegården. Foto: Brian Askvig.

Hele vejen rundt var den indre gård omkranset af en høj mur, men en af kammeraterne, mureren Mathieu Borie, fandt et murstykke, hvor fugerne var porøse. Det lykkedes ham at bryde et hul i muren stort nok til, at de unge mænd en for en kunne smyge sig igennem. De kom ind i endnu en lade, hvor de skjulte sig og forblev uopdagede, selv om tyske soldater snart trængte ind og undersøgte laden og tændte ild kun få meter fra dem. Da ilden bredte sig, fortrak flygtningene til en række murede kaninhytter. 

Flammerne drev dem fra hytte til hytte. To af de unge mænd, Yvon Ruby og Clément Broussadier, besluttede at forsøge at snige sig tværs over Champ de Foire og flygte ud af byen mod nord. Det lykkedes dem. Kort efter fulgte Borie deres eksempel. 

Tilskyndet til flugt af den af de fem, der var hårdest såret, nemlig Marcel Darthout, tog også Hébras chancen og sneg sig over pladsen og i sikkerhed på den anden side. Sammen med Borie tilbagelagde han flere kilometer over markerne, før de gik hver til sit. Hébras søgte tilflugt i landsbyen La Martinerie, hvor han fik sine sår tilset af Jacqueline Pinède, som tidligere på eftermiddagen var sluppet ud af Oradour-sur-Glane sammen med sin søster og lillebror.

Darthout blev tilbage, indtil vanviddet ophørte. Af flammerne drevet ud af den sidste kaninhytte formåede han at bringe sig i sikkerhed på den anden side af Champ de Foire, hvor han skjulte sig i en tornebusk i en indhegning på Senon-gården. Søndag eftermiddag blev han fundet og bragt til hospitalet i Saint-Junien.

De fem unge mænd var de eneste dødsdømte på de seks henrettelsespladser, der slap med livet i behold. En sjette mand undslap også fra Laudy-laden, nemlig den 32-årige mekaniker Pierre-Henri Poutaraud. 

Formentlig såret eller forbrændt stavrede han op ad vejen mod byens kirkegård, da han var sluppet ud af laden. Tyskerne fangede ham og efterlod ham hængende på et hegn med talrige skudsår i kroppen.

Poutarauds hustru, Renée, og seks af parrets syv børn blev brændt ihjel i kirken. Kun fireårige Simone Poutaraud slap med livet i behold, idet hun på dagen var på besøg hos sin mormor i byen Ambazac.

'Her blev liget af hr. Poutaraud fundet'. Pierre-Henri Poutaraud undslap som en af ganske få nedslagtningen i Laudy-laden, men han blev under sin flugt skudt af tyskerne. Foto: Brian Askvig.

Mens nedslagtningen af mændene stod på, var kvinder og børn sig stadig spærret inde i kirken. Ifølge en rekonstruktion i bogen 'Notre village assassiné', skrevet af Hébras' og André Desourteaux, befandt kvinder og børn sig i kirken i halvanden time, før tyskerne rettede deres fulde opmærksomhed mod dem for at gøre arbejdet færdigt. 

Det vil sige, at de endnu en time efter massakren på mændene befandt sig stuvet sammen i uvished om deres skæbne. 

Kan man forestille sig den angst og forvirring, der må have bredt sig i kirken, da granaten gik af og de knitrende maskingeværer overdøvede alt i nogle frygtelige minutter? Den rædsel, der fyldte børnene? Afmagten, der lammede deres mødre og bedstemødre? 

Foran alteret havde en gruppe tyske soldater ved 16-tiden placeret en kasse, hvorfra der udgik 'snore, der hang ned på gulvet'. Det fortalte Marguerite Rouffanche langt senere. Hun var den eneste, der slap levende ud af kirken.

Endnu skulle der gå en rum tid, før tyskerne tog skridtet fuldt ud i forhold til kvinderne og børnene. Først skulle der ryddes op i byen. Vidner skulle elimineres, alle spor slettes. Undervejs i deres finkæmning af byen plyndrede tyskerne husene. Alt, der havde værdi for dem, ragede de til sig. Alt andet lod de flammerne fortære.

Op mod 30 personer blev slået ihjel ved summariske henrettelser eller blev brændt ihjel. 15-årige Sarah Jakobowicz var en af dem. Hun blev skudt og brændt i sit logi hos skomager Martial Machefer i den østlige del af byen. Den jødiske pige havde skjult sig, da tyskerne trommede befolkningen sammen på Champ de Foire.

34-årige Étienne Desourteaux blev brændt ihjel i sit hjem, og samme skæbne overgik 74-årige François Brissaud, som var sengeliggende og var ude af stand til at redde sig, da flammerne fik fat. 

Beaulieu-smedjen, som var en af de seks henrettelsespladser, hvor byens mænd og store drenge blev henrettet. Som det ses på murværket, er der gennem tiden gjort forsøg på at bremse forfaldet og bevare mindesmærket som det så ud efter massakren. Foto: Brian Askvig

I den nordlige ende af Champ de Foire befandt Armand Senon sig stadig i sit kammer med udsigt over pladsen. Han må have hørt skuddene og skrigene fra de seks henrettelsespladser og vidst, at han for enhver pris måtte forblive i skjul.

På lang afstand blev han vidne til henrettelsen af en gruppe mænd, som var blevet stoppet af tyskerne, da de på cykel om eftermiddagen passerede gennem Oradour-sur-Glane. Sine steder taler Senon om 'seks eller syv' unge mænd, mens han også er citeret for at tale om 'syv eller otte' mænd.

Der var formentlig tale om seks mænd. Fem af dem var parvis eller enkeltvis cyklet fra Limoges for at besøge familiemedlemmer på egnen, mens den sidste kom fra landsbyen Labetoulle. Det var den 33-årige bager Marcel Léon Peyroulet, som skulle på arbejde i Bouchoule-bageriet i Oradour-sur-Glane.

"Disse mænd blev tvunget til at efterlade deres cykler på pladsen og blev ført til forsiden af hr. Beaulieus smedje. Der blev de alle skudt med et maskingevær," forklarede Armand Senon senere.

Ligene af de seks mænd blev fundet i Beaulieu-smedjen og kunne alle identificeres. Ud over Peyroulet var der tale om Jean-Baptiste Lavergne (41), hans søn Jean (22), Raymond Jouhaud (36), Albert Mirablon (35) og Lucien Moreau (33).

Hovedgaden i den nordvestlige del af byen. Bygningen til venstre midtfor er stationsbygningen. Man ser skinnerne og elmasterne til sporvognene, som kørte gennem byen uden nogen afskærmning fra den øvrige trafik. Bygningen til højre i billedet er Jacques Desourteaux' lægeklinik. Foto: Brian Askvig

Marie Ribette blev som en af få kvinder fundet skudt og dræbt uden for kirken. De nærmere omstændigheder er ukendte, men hun er uden tvivl henrettet under tyskernes gennemgang af byen. Den 43-årige kvindes mand, Jean Desbordes, blev skudt og brændt på en af de seks henrettelsespladser sammen med parrets 17-årige søn, Lucien. Parrets yngste søn, Louis på 11 år, blev brændt ihjel i kirken.

På to af henrettelsespladserne, som jo i udgangspunktet var forbeholdt mænd, fandt man lig af kvinder. Det var på hr. Denis' vinlager og i Bouchoule-familiens lade. Ingen af ligene kunne identificeres. 

Sandsynligvis var der tale om kvinder, der forgæves havde forsøgt at skjule sig i byen, eller om mødre, der ud på eftermiddagen var søgt mod Oradour fra oplandet i bekymring for deres børn, som ikke var kommet hjem fra skole. Da kirken med kvinder og børn allerede på det tidspunkt var spærret af, blev disse stakkels kvinder øjensynligt bare smidt på bålet, hvor der var plads.

I Bouchoule-laden fandt man også lig af børn. Heller ikke de kunne identificeres, og deres historie vil ligeledes for altid være ufortalt.

Église Saint-Martin d'Oradour-sur-Glane. 453 kvinder og børn blev brændt ihjel, skudt eller kvalt af røg i den lille kirke. Tyske soldater bevogtede kirken under udåden og skød ind i kirken og mod enhver, der forsøgte at slippe ud. Foto: Brian Askvig.

Også Henri Texeraud blev myrdet den dag. Hvor hans liv sluttede, ved ingen med sikkerhed, idet hans lig som de fleste andres ikke kunne identificeres, fortærede og forkullede, som de var. 

Henris kone, Simone, og børnene, otteårige Josette og Jean-Claude på knapt tre år, endte deres dage i kirken. Samme skæbne blev børnenes mormor, Marie Lucie, til del. 

Massemordet på kvinder og børn blev sat i værk ved 17-tiden, da tyskerne tændte lunten til den kasse, de havde placeret foran alteret en times tid tidligere. I visse rekonstruktioner af forløbet anføres det, at kassen først klokken 17 blev slæbt ind i kirken, og at den blev antændt øjeblikkeligt. 

Alt andet lige: Helvedesmaskinen gik af og sendte tyk, sort, kvælende røg ud i kirkerummet.

Marguerite Rouffanche fortalte senere, at panikslagne kvinder greb deres børn og myldrede ud i afkroge af kirken, hvor luften endnu kunne indåndes. Under umådeligt pres fra talløse menneskekroppe blev døren til sakristiet trykket ind. Et øjebliks befrielse.

Så begyndte tyskerne med rifler og maskinpistoler at skyde ind i sakristiet gennem et vindue. Ifølge bogen 'Oradour – the final verdict' af Douglas W. Hawes trængte SS-soldater på ny ind i kirken fra en sidedør og skød med maskingeværer ind i den panikslagne menneskemængde. Andre kastede granater ind i kælderen under sakristiet, hvis gulv brød i brand. Adskillige kvinder og børn blev opslugt af flammerne. 

Chokeret og afmægtig havde madame Rouffanche søgt tilflugt på en afsats med sin datter og så hende blive skudt og dræbt. Selv lukkede den 47-årige kvinde sine øjne og lå helt stille, indtil et ophold i skyderiet gav hende mulighed for at krybe tilbage i kirken og i umiddelbar sikkerhed bag alteret.

Hendes vidneudsagn var afmålt. Hun mistede hele sin familie den dag, men hun udpenslede aldrig sin sorg. Hun holdt sig til en nøgtern gennemgang af det, hun observerede i kirken.

Kirken set fra en af ruinerne nær Milord-laden. Foto: Brian Askvig

Rouffanche forklarede, at soldater smed yderligere brænde på det bål, der allerede brændte i kirken og havde kostet mange livet. Hø, bundter af pinde, kirkebænke, alt brændbart blev smidt ind over ligene på kirkegulvet, og ilden blussede op.

Bag alteret er der tre vinduer, og det lykkedes madame Rouffanche ved hjælp af en lille trappestige, som til gudstjenester blev brugt, når alterlysene skulle tændes, at nå det midterste vindue.

"Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig, men min styrke var øget tifold. Jeg trak mig selv op til vinduet. Det farvede glas var ødelagt. Jeg kastede mig gennem åbningen foran mig," forklarede hun senere.

Tre meter ned til jorden var der, og da hun landede og kiggede sig tilbage, så hun en yngre kvinde, som forsøgte at flygte ad samme rute. Kvinden, der holdt et spædbarn i armene, lod sig falde ned. Barnets gråd alarmerede tyskerne, som straks begyndte at skyde. Kvinden og barnet blev dræbt på stedet. 

Kirken set fra markedspladsen ved Bouchoule-laden. Det midterste af de tre vinduer i gavlen var det vindue, Marguerite Rouffanche flygtede gennem, da hun som den eneste slap ud af kirken med livet i behold. Foto: Brian Askvig.

Også Marguerite Rouffanche blev ramt af kuglerne. Alvorligt såret kunne hun dog uset slæbe sig ind i kirkehaven, hvor hun halvt bevidstløs skjulte sig mellem nogle ærtebuske. Først næste dag blev hun fundet og hjulpet på hospitalet. Hun blev indskrevet under falsk navn og diagnose, idet man frygtede, at tyskerne ville ransage hospitalerne på egnen og likvidere vidner til massakren.

453 kvinder og børn døde i kirken den dag. Inden de soldater, der bevogtede kirken, forlod stedet, tømte de i blinde magasinerne på deres maskinpistoler ind i det mørke, røgfyldte kirkerum. For at være på den sikre side. For at slukke alt håb.

Kirken var lukket på grund af renovering, da jeg aflagde spøgelsesbyen visit. Det passede mig godt. Jeg gik rundt i byen i næsten tre timer, før jeg nåede den sydøstlige del af byen, hvor kirken ligger. Jeg var fyldt op og kunne ikke rumme et besøg i dette grufulde dødskammer. 

Milord-laden, som var en af seks henrettelsespladser, hvor byens mænd og store drenge mødte deres skæbne. Hver plads er markeret med et skilt med påskriften: "Her et henrettelsessted. En gruppe mænd blev massakreret og brændt af nazisterne. Saml tankerne." Foto: Brian Askvig.

Jeg valgte også under dette mit første besøg i byen at undgå kirkegården og mindeparken. I stedet begav jeg mig på vej tilbage mod nordvest ad hovedgaden langs med sporvognsskinnerne. For hvert skridt kan en historie om dyrisk brutalitet og meningsløs død fortælles. 

Dér, skråt over for kirken, døde stakkels Sarah Jakobowicz. Dér, på den anden siden af gaden, lå Milord-laden. Og dér Bouchoule-bageriet, hvor et lig blev fundet i ovnen. Nogle kilder anfører, at der var tale om et barnelig. 

Mange steder er det vanskeligt at forestille sig, hvordan bygningerne har været indrettet og set ud, idet den ubeskyttede ruinby kun naturligt er i forfald. Skilte over butikkerne, som jeg har set på gamle billeder, er enten helt smuldret væk eller fjernet for at sikre resterne for eftertiden. 

Græs og buske er vokset frem, hvor der engang var beboelse, og mange bygningers grundrids er udviskede af tidens tand. Mure er faldet og falder undertiden endnu i dag sammen, og de talrige symaskiner, landbrugsredskaber og cykelstel, som de efterladte i den første tid efter massakren stillede frem for at tydeliggøre, at der her engang levede mennesker, er ved at ruste bort. 

Hr. Texerauds bil er også i temmelig ringe forfatning og falder givetvis snart helt sammen. Sporvognsskinnerne og de betonpiller, der stadig i dag bærer køreledningerne, synes dog at kunne holde evigt. 

Den sidste sporvogn til Oradour-sur-Glane lørdag 10. juni 1944 ankom ved 19.30-tiden. Da stod byen i flammer, og himlen var farvet sort af røgen. Passagererne, hvoraf adskillige havde bopæl i byen, var ganske uvidende om det blodbad, der havde fundet sted. 

Ruin, hvor en af talrige symaskiner tydeligvis er stillet frem efter massakren. Mange steder i byen ser man tegn på, at de efterladte har søgt at fremhæve effekter, der vidner om, at der engang boede mennesker her. Foto: Brian Askvig.

En tætpakket garage i Oradour-sur-Glane. Mange velhavende borgere i Limoges havde kørt deres biler til den afsidesliggende by, hvor de mod betaling kunne skjule dem i laderne for at forhindre, at de blev konfiskeret af tyskerne. Foto: Brian Askvig.

 

SS-soldater standsede sporvognen ved den sydøstlige indgang til byen og beordrede alle Oradour-borgere ud af toget. Alle øvrige passagerer og personale forblev i sporvognen, som blev sendt tilbage mod Limoges. 

Oradour-borgerne blev derpå til fods drevet uden om byen til Masset-gården, hvor tyskerne havde indrettet kommandocentral under aktionen. 

Mænd og kvinder blev adskilt, og i to timer blev de stadigt mere fortvivlede mennesker holdt som gidsler under åbenlys trussel om henrettelse, før de pludselig højst overraskende blev sat fri. Det skete efter, at en ny officer var ankommet og havde indledt en højrøstet diskussion med de tilstedeværende SS-befalingsmænd.

"Vi lader jer gå! I kan sige, at I er heldige, for vi har massakreret dem alle," råbte en soldat, før gidslerne blev forvist og rædselsslagne søgte ud over markerne i frygt for, at de alligevel ville blive mejet ned af maskingeværild. 

De, der ikke boede i selve Oradour, søgte mod deres hjem, mens de øvrige fik husly på gårde og i landsbyer i oplandet. 

Kun ét hus i Oradour-sur-Glane stod uberørt lørdag aften. Det var tekstilhandler François Dupics hus, som lå lidt tilbagetrukket nær den nordvestlige indgang til byen. Det er sandsynligt, at huset blev okkuperet af en gruppe soldater, da SS-hovedstyrken trak sig ud af den brændende by efter endt udåd, men det er ikke dokumenteret, at der var soldater i byen natten over. 

Robert Hébras far, Jean, ankom til byen på cykel hen imod midnat lørdag efter at have arbejdet hele dagen i Orbagnac, og han så ingen tyskere. Kun den død og ødelæggelse, de havde forårsaget. Jean mistede sin kone og to døtre den dag. 

Vejen fra bymidten til kirkegården. Liget af hr. Poutaraud blev fundet lige efter træerne til venstre. Det første hus på højre hånd tilhørte Texier-familien. Enkefru Texier, som mistede sin mand i Første Verdenskrig, boede i huset med sin søn, svigerdatter og fire børnebørn. Alle blev myrdet den dag. Det yngste barnebarn var Yves Texier. Han var ni dage gammel og var det yngste offer af alle. Foto: Brian Askvig.

Derimod forklarede Armand Senon, som fra sit værelse i familiens hus i den nordlige ende af Champ de Foire havde bevidnet første akt af massemordet, at han efter mørkets frembrud så en SS'er signalere med en lommelygte. Senon lå på det tidspunkt skjult i en hæk nær kirkegården. Trods sit brækkede ben var det lykkedes ham at krybe væk og skjule sig, da tyskerne havde sat ild på hans hjem.

Var der ikke SS'ere i byen natten over, må en gruppe være vendt tilbage søndag morgen, for på det tidspunkt blev Dupics hus stukket i brand. 

Mandag 12. juni vendte en større styrke tilbage til byen ved daggry og indledte en halvhjertet, sjusket oprydning i et forsøg på at slette sporene efter deres ugerning. Ud på eftermiddagen trak soldaterne sig endegyldigt ud af byen, og med tyskerne ude af syne vovede flere borgere fra oplandet og nærliggende kommuner sig ind i byen for at undsætte ofrene for den nazistiske terror. 

De fandt ingen i live.

Først onsdag 14. juni gav de tyske myndigheder civile redningshold adgang til byen. De fandt to store grave, som tyskerne om mandagen havde gravet og fyldt med forkullede ligdele. Der var en grav ved kirken og en anden i gården bag hr. Denis' vinhandel. 

Liget af 22-årige Henriette Denise Hyvernaud blev identificeret i graven ved kirken. Hun var den unge kvinde, der forsøgte at flygte ud af kirken efter madame Rouffanche, og som blev skudt under flugten. Hendes seks måneder gamle søn, René, døde i hendes arme.

I den anden grav blev kun borgmester Paul Desourteaux' lig identificeret. De øvrige ofre, som kunne identificeres i hr. Denis' vinlager, fandtes på selve henrettelsesstedet.

Da Dupics hus blev gennemsøgt, fandt man tekstilhandlerens far, 76-årige Pierre Léonard Dupic, nødtørftigt begravet i haven. Hans ene hånd stak op af jorden. 

François Dupic døde på en af henrettelsespladserne, mens hans kone, Jeanne på 42, døde i kirken. Ægteparret havde gennem nogen tid givet husly til 21-årige Pierre Tessaud, som var engageret i modstandsbevægelsen i Saint-Junien og skjulte sig i Oradour-sur-Glane. Pierre var søn af Jeannes fætter, Jean Tessaud, som denne lørdag kommet på besøg for at se sin søn. 

Man ved med sikkerhed, at Jean blev myrdet i hr. Denis' vinlager, idet hans lig kunne identificeres. Med stor sandsynlighed døde også hans søn der.

Hovedgaden Rue Émile Desourteaux. Bag det store træ ses ruinen af kirken. Midt i billedet (bag gæsten i sort trøje) ses Milord-laden, som var et af seks henrettelsessteder. Til højre for laden ses resterne af brøndgraver Jean Bardets hus, og til venstre for laden lå hr. Morlieras' frisørsalon og tobakshandel. I huset boede også frisør Joseph Bergman med kone og barn. De var jøder og flygtninge fra Alsace og endte deres dage i Oradour-sur-Glane 10. juni 1944. Foto: Brian Askvig.

Jeg fulgte sporvognsskinnerne helt op til Dupics hus og videre til bygrænsen fem-seks huse længere fremme, hvor ægteparret Marie-Louise og Antonin Joyeux boede med deres børn Henri (5) og Roger (4). De må have været blandt de allerførste, der blev drevet ind mod forsamlingspladsen i byens centrum. 

I huset boede også Marie-Louises invalide far, Pierre Giroux, som var 76 år gammel. Han var lammet og ikke kunne parere ordre, da tyskerne tømte huset, så han blev i sin seng og brændte ihjel, da tyskerne senere satte ild på huset. 

Antonin Joyeux blev skudt og brændt på et af henrettelsesstederne. Hans lig blev identificeret, men jeg har ikke kunnet finde ud af, hvor han døde. Marie-Louise og børnene døde i kirken.

I den bygning, hvor Joyeux-familien boede, fandtes desuden en lille musikskole, som den dag havde budt 13-årige Gilbert Lavergne fra Theineix, en af de små bebyggelser i oplandet, velkommen til en lektion. Læreren var hr. Tournier, som var ansat på borgmesterkontoret. 

De blev selvfølgelig også skubbet hen på Champ de Foire, hvorfra Gilbert blev ført til skafottet i kirken, mens hr. Tournier endte sine dage i hr. Denis' vinlager. Han var en af de 52 myrdede, der siden kunne identificeres. 

Ruin på hovedgaden Rue Émile Desourteaux. Foto: Brian Askvig.

Gilberts far og farfar, Antoine og Jean Lavergne, var den eftermiddag på kartoffelhøst på en mark nær Theineix, da tyske soldater indfangede dem og yderligere tre mænd. De blev alle ført til Oradour og blev skudt og brændt på et af henrettelsesstederne. Gilberts mor og farmor var hjemme i Theineix og slap med livet i behold, idet tyskerne undlod at ransage den lille bebyggelse. 

Også andre steder i byen forsøgte morderne at slette sporene efter deres forbrydelse, før de stak ild til byen. På Lauze-gården, som ligger på den gamle landevej til Saint-Junien, fandt redningshold eksempelvis lig i brønden, som var så opløste, at hverken identitet eller antal kunne fastslås. Man opgav at bjærge ligene og lukkede med et dæksel i stedet brønden, som altså i dag er et gravsted. 

Rundt om på gården lå flere lig. Blandt dem ægteparret Picat, som var bosat på hovedgaden i byen. Parret stod for driften af Lauze-gården og blev fundet skudt dér sammen med deres husholderske.

Brønden på Lauze-bondegården, hvor tyskerne gemte lig af vejen efter massakren. Ingen af ligene kunne identificeres efterfølgende. Foto: Brian Askvig.

Så mange navne. Så mange mennesker. Alle med hver sin historie, som hver og en efterlader det store, ubesvarede spørgsmål: Hvorfor? Hvad driver en gruppe menige soldater til med største iver at efterkomme en gal mands ordre om at begå massemord på uskyldige mennesker? På babyer, skolebørn, husmødre, invalide, oldinge? Ingen har kunnet give et fyldestgørende svar.

643 uskyldige mennesker betalte denne dag prisen for blind fanatisme og primitiv brutalitet. Portrætter af mange af dem beklæder væggene i den tunnel, der fører besøgende til og fra 'martyr-landsbyen', og da jeg gik tilbage mod udgangen, var effekten af dette galleri tifold forstærket af min vandring gennem byen – ikke mindst, når det gjaldt de mange billeder, der mangler, fordi talløse fotoalbummer og familiebilleder blev fortæret af flammerne den dag i 1944. 

Alle håndgribelige minder om disse mennesker er væk. Ingen ved i dag, hvordan de så ud. I den forstand lykkedes det faktisk nazisterne at udrydde deres indbildte fjende.

Jeg forlod byen i overbevisning om, at jeg en dag vender tilbage, for der er stadig meget at udforske. 

Det kunne jeg allerede konstatere, da jeg i den nye landsby, som efter krigen blev opført ved siden af spøgelsesbyen, stødte på restaurant Chez Milord, hvor jeg spiste en sen frokost, før jeg kørte sydpå mod mit næste logi i den smukke middelalderby Sarlat-la-Canéda. 

Der fandtes også en restaurant ved navn Chez Milord i den myrdede landsby. Der må være en forbindelse. Den må jeg kaste lys over næste gang, jeg aflægger Oradour-sur-Glane et besøg.

Historien om bilen på Place du Champ de Foire

Henri Texerauds bil ved indgangen til Place du Champ de Foire. Foto: Brian Askvig.

Den berømte bil på forsamlingspladsen midt i byen har gennem årene vakt megen debat, idet der hersker tvivl om, hvis bil der egentlig er tale om.

De fleste hjemmesider og guidebøger fastslår som en kendsgerning, at bilen tilhørte lægen Jacques Desourteaux, som var på patientbesøg i oplandet og rullede ind i Oradour-sur-Glane netop, da tyskerne var ved at omringe byen og genne folk ind på Place du Champ de  Foire.

Han siges at have parkeret bilen, hvor den står i dag, for så selv at blive drevet ind på pladsen sammen med sin far, borgmester Paul Desourteaux. De blev begge myrdet få timer senere. Bilen blev angiveligt sat i brand, da tyskerne brændte byen af.

Historikeren Sarah Farmer, som har skrevet bogen 'Martyred Village' om massakren og dens betydning, konstaterer imidlertid, at bilen faktisk tilhørte vinsælgeren Henri Texeraud, og at den først blev trukket ind på forsamlingspladsen flere dage efter massakren.

Doktor Desourteaux' bil ses her længst væk i gården bag Desourteaux-familiens ejendom på hovedgaden nær sporvognsholdepladsen i den nordvestlige del af landsbyen. Foto: Brian Askvig.

Jacques Desourteaux parkerede ikke sin bil på Champ de Foire, men derimod på byens hovedgade over for forsamlingspladsen, og den blev først fjernet nogle uger senere på foranledning af Jacques' bror og nevø, fastslår Farmer.

Det udbrændte vrag af doktorens bil blev trukket ind i gården bag Desourteaux-familiens ejendom, hvor det stadig i dag kan ses.

Bilen ved indgangen til Place du Champ de Foire – et vartegn for 'le village assassiné' – blev i 1992 skilt ad, restaureret og malet indvendigt i håb om at bremse dens forfald, men indsatsen synes i dag for det utrænede øje at have været forgæves.

Optakten og efterspillet

Efter at have lidt voldsomme tab på østfronten blev SS-panserdivisionen 'Das Reich' i foråret 1944 dirigeret til Montauban i Frankrig, hvor SS-Gruppenführer Heinz Lammerding skulle rekonstruere sin enhed.

Op mod 20.000 mand var indrulleret i divisionen, som i juni blev sat ind i forsvaret af Hitlers tusindårsrige, da de allierede gik i land i Normandiet 6. juni 1944. Invasionen fik den franske modstandsbevægelse til at intensivere sine aktiviteter markant i forsøg på at sabotere den tyske mobilisering og forsinke tropper på vej til slagmarken.

Modstanden drev imidlertid besættelsesmagten til med yderste brutalitet at undertrykke og terrorisere civilbefolkningen med det formål at afholde enhver fra at støtte modstandsbevægelsen.

'Das Reich' drog hærgende op gennem Frankrig på vej til fronten i Normandiet og trak et spor af død og ødelæggelse efter sig. I byen Tulle hængte tyskerne 9. juni ikke færre end 99 mennesker under påstand om, at de havde støttet eller var aktive i modstandsbevægelsen.

SS-divisionen 'Das Reich' drog hærgende gennem Frankrig i april, maj og juni 1944 med talrige ofre i sit kølvand. Tallene i parenteserne viser antallet af anholdte (første tal) og døde. Er der kun ét tal, refererer det til antallet af anholdte. Man bemærker, at antallet af dræbte i Oradour-sur-Glane er angivet til 642. Dette var længe det officielle antal, men det viste sig, at ét offer, nemlig en spansk flygtning, var glemt i optællingen, hvorfor det officielle tal i dag er 643. Illustration: Thierry Maillard / Wikimedia Commons.

 

Kommandant for 1. bataljon i regimentet 'Der Führer' var Adolf Diekmann, og det var ham, der beordrede og dirigerede overfaldet på Oradour-sur-Glane. 9. juni var Diekmann blevet underrettet om kidnapningen af kommandanten for regimentets 3. bataljon, Helmut Kämpfe. De to var nære venner, og Diekmann satte alt ind på at finde Kämpfe. 

Kämpfe blev imidlertid likvideret af modstandsbevægelsen, og som hævn besluttede Diekmann, idet han overskred sine beføjelser, at udslette Oradour-sur-Glane. Byen var efter alt at dømme tilfældigt udvalgt.

Efter udåden krævede Diekmanns overordnede ham stillet for en krigsret, men sagen blev indstillet, da Diekmann 29. juni blev dræbt under kampe i Normandiet. Adskillige andre af de omkring 200 soldater, som deltog i massakren, mistede livet i Normandiet.

Først i 1953 blev en retssag om massakren gennemført. Det skete i Bordeaux, hvor 21 af de 66 soldater, som da kunne identificeres som deltagere i massemordet, sad på anklagebænken. De øvrige befandt sig i Tyskland. Det gjaldt også Heinz Lammerding, som var bosat i den britiske zone i Vesttyskland og nød de britiske myndigheders beskyttelse mod udlevering.  

Syv af de 21 soldater var tyskere, der i forvejen sad fængslet i Frankrig, mens de øvrige 14 alle var franske, nemlig mænd fra Alsace. 

13 af dem var blevet tvangsudskrevet til tysk militærtjeneste, og stod anklaget for krigsforbrydelser, mens den sidste, Georges-René Boos, frivilligt var indtrådt i Waffen-SS og stod tiltalt for både krigsforbrydelser og landsforræderi.

Der var altså tale om, at franskmænd stod anklaget for at have deltaget i et massemord på franskmænd.

De 13 tvangsudskrevne alsaciens blev idømt fra fem til 12 års fængsel, mens Boos blev idømt dødsstraf. En af tyskerne blev frikendt, da han kunne bevise, at han faktisk ikke var i Oradour-sur-Glane, da massakren fandt sted, mens den højest rangerende af de tilstedeværende, SS-Oberscharführer Karl Lenz, blev dømt til døden.

De øvrige tyskere fik fængselsstraffe på mellem ti og 12 år. 42 tyske soldater, som ikke var til stede i retten, blev in absentia idømt dødsstraf. 

Under udbredt folkelig protest vedtog det franske parlament kort efter domsafsigelsen en amnesti for de franskmænd, der var tvunget i tysk tjeneste, og de 13 franskmænd fra Alsace gik dermed fri.

Ingen dødsstraffe blev eksekveret. Boos og Lenz fik deres domme konverteret til fængsel på livstid, og de blev løsladt efter få års afsoning. 

Obersturmführer Heinz Barth, som in absentia var idømt dødsstraf ved retten i Bordeaux, blev i 1983 efter en Stasi-efterforskning anholdt i Østtyskland og idømt fængsel på livstid for krigsforbrydelser. Han sad fængslet, indtil han af helbredshensyn blev løsladt i 1997. Han levede dog i endnu ti år og døde som 86-årig i 2007. 

Robert Hébras vidnede ved retssagen i Bordeaux i 1953. Han døde som 97-årig i februar 2023 som den sidste af dem, der oplevede tragedien i Oradour-sur-Glane.

Kilder:

'Martyred Village' (Sarah Farmer)
'Oradour / Glane: The slaughter of our village' (Robert Hébras, André Desourteaux)
'10. June 1944 - the tragedy hour by hour' (Robert Hébras)
'Oradour-sur-Glane - 10. June 1944 - Remember!' (udgivet af pårørendeforening)
'Oradour – the final verdict' (Douglas W. Hawes)
maitron.fr
oradour.info
geneanet.org
warfarehistorynetwork.com