Giganten fra Colombes
I timerne op til den store Tour-finale på Champs Élysées for nogle uger siden lagde jeg vejen forbi Colombes i udkanten af Paris.
Mit mål i denne afkrog af metropolen var den ydmyge Rue François Faber. Indtil 1924 hed gaden Rue de Seine, men den fik så navn efter sin berømteste beboer, den luxembourgske kraftkarl Faber, som blev kaldt 'Le géant de Colombes', giganten fra Colombes. Kæmpen fra Colombes, om man vil.
Han var den første udlænding, der vandt Tour de France, og er endnu i dag den eneste, der har vundet fem etaper i træk i verdens største cykelløb. Det skete i 1909.
Han blev født i Aulnay-sur-Iton nær Evreux vest for Paris, men var luxembourger som sin far.
Idet han på papiret var udlænding, kunne han have undgået vanviddet på vestfronten, men han meldte sig frivilligt til Fremmedlegionen for at tjene det land, der havde givet ham alt.
Da han fik tilbudt en tjans som cyklende budbringer for sit regiment i bekvem afstand af fronten, afslog han.
'Jeg foretrækker at gøre tjeneste i skyttegravene. Jeg kender arbejdet der, og jeg har større chance for at få ram på tyskerne dér end på en cykel,' lød hans forklaring.
Det skriver Graham Healey i sin bog 'The Shattered Peloton', som handler om det indhug, verdenskrigen gjorde i det professionelle felt.
Hvad der præcis skete der på slagmarken, da Faber mødte sin skæbne, ved man ikke. Derimod ved man, at den hyppigst fortalte historie om hans død ikke er sand. Den søger at forstærke tragedien ved at forbinde dødsøjeblikket med den højeste lykke, Faber oplevede i sit blot 28 år lange liv.
Vandrehistorien er denne: Faber og hans soldaterkammerater sad sammenkrøbne i en skyttegrav, da han fik overbragt et telegram hjemmefra med besked om, at hans kone havde født ham en datter. Beruset af glæde sprang Faber op og blev da plaffet ned af en tysk snigskytte.
Faber havde imidlertid fået besked om den lykkelige begivenhed flere dage før, han døde, understreger Healey i sin bog. Datteren, Raymonde, blev født 5. maj 1915, mens Faber forsvandt 9. maj.
For egen regning tilføjer jeg, at Fabers lig næppe heller ville være opslugt af mudderet i ingenmandsland, hvis han i flere vidners påsyn var blevet dræbt i en fransk skyttegrav.
Af bogen 'Le Compte-Tours' af Serge Laget og Claude Maignan fremgår, at Faber kan være blevet dræbt i tætteste nærkamp med bajonetten fæstnet til sin riffel, mens Pascal Leroy i sin bog 'François Faber – du Tour de France au champ d'honneur' fremhæver den vel nok mest troværdige beretning, nemlig et vidneudsagn fra en fransk soldat, som på slagmarken så Faber falde omkuld med hænderne presset mod maven – øjensynligt ramt af skud under stormløbet på den tyske frontlinje.
Han døde den dag. Kun dét synes der at være bred enighed om. Pascal Leroy fortæller om eftersøgninger, der snarest muligt blev sat i værk i håb om at støde på livstegn fra folkehelten eller i det mindste at finde hans lig.
Alt var forgæves, men længe levede håbet om et mirakel. Så længe, at der gik hele ti dage, før avisen L'Auto, som stod bag Tour de France, dristede sig til at omtale den tragiske hændelse.
'François Faber serait tué', lød det på forsiden af avisen 19. maj 1915. Jeg oversætter det til 'François Faber skal være blevet dræbt'.
L'Auto havde to kilder, der fastslog, at Faber var død, men uden håndgribeligt bevis valgte avisen at fare med lempe og undgik bombastisk at fastslå som en kendsgerning, at den populære rytter var faldet ved fronten.
Den unavngivne skribent legede endog med tanken om, at Faber endnu kunne findes i live et sted. Ingen læser kunne dog være i tvivl om, at alt håb var ude.
29. maj meddeltes det fra officielt hold, at korporal Faber var dræbt af fjenden på vestfronten.
Offensiven ved Artois gjorde ingen forskel i krigen, men påførte franskmændene voldsomme tab.
Tilbage til Rue de Seine, som altså i 1924 skiftede navn til Rue François Faber. Det skete sammenfaldende med afholdelsen af De Olympiske Lege på det store sportsareal, som endnu i dag findes på højre side af den smalle gade.
Da fireårige Faber flyttede til Rue de Seine i 1891 med sine forældre og halvbrødre, fandtes på arealet en hestevæddeløbsbane, L'Hippodrome de Colombes. Siden blev området forvandlet til en multisportsarena med plads til blandt andet atletik, fodbold og rugby.
I 1924 blev anlægget anlægget omdøbt til Stade Olympique de Colombes, og her blev en betydelig del af de olympiske konkurrencer afholdt det år.
VM-finalen i fodbold i 1938 blev også spillet her. Da hed stadionnet Stade Olympique Yves-du-Manoir (navngivet i 1928 til ære for en fremtrædende rugbyspiller, som døde i et flystyrt samme år), mens det i dag hedder Stade départemental Yves-du-Manoir.
Min dvælen ved det olympiske anlæg tjener det formål at forklare den sørgelige forfatning, som Rue François Faber er i netop nu. Gaden har tydeligvis længe været i sølle stand med forsømte huse, vildtvoksende ukrudt og henkastet affald, men lige nu står det helt slemt til, idet hele området er forvandlet til en byggeplads.
Roderiet skyldes, viser det sig, at sportsanlægget er under gennemgribende renovering i disse år, idet det skal bruges til OL i Paris i 2024, hvor det bliver hjemsted for hockeykonkurrencerne. I forvejen har det franske hockeyforbund hovedsæde på stedet.
Jeg gik en tur op ad gaden, som næppe er mere end 200 meter lang. Absolut intet giver et fingerpeg om, at en af Tourens giganter levede det meste af sit korte liv her. End ikke et gadeskilt.
Mod nord, hvor gaden oprindeligt løb ud i Boulevard d'Achères, er vejen lukket, og en flersporet omfartsvej er i fem meters højde ført hen over det sted, hvor Faber i sin tid hang ud med sine venner på Café de l'Usine.
Jeg blev trist til mode, da jeg aflagde visit i denne blindtarm i Byernes By, men det er en trøst, at gaden næste år, når OL atter afvikles i Paris, formentlig og forhåbentlig vil komme til ære og værdighed.
Som Pascal Leroy skriver som afslutning på sin Faber-biografi:
'Tilbage er der til sidst kun det ærlige smil, de blå øjne og den utrolige rejse foretaget af Landevejens Kæmpe, som lige så meget for sine mesterskabstitler som for sit liv som mand utvivlsomt fortjener bedre end et sjælløst gadeskilt i Colombes – byen, hvis navn han fortsætter med at bære med sig på tværs af landegrænser og årtier'.
Mit mål i denne afkrog af metropolen var den ydmyge Rue François Faber. Indtil 1924 hed gaden Rue de Seine, men den fik så navn efter sin berømteste beboer, den luxembourgske kraftkarl Faber, som blev kaldt 'Le géant de Colombes', giganten fra Colombes. Kæmpen fra Colombes, om man vil.
Han var den første udlænding, der vandt Tour de France, og er endnu i dag den eneste, der har vundet fem etaper i træk i verdens største cykelløb. Det skete i 1909.
Fandtes der trofaste læsere af min blog, ville de huske, at jeg i et tidligere indlæg opremsede de døde Tour-vindere, hvis sidste hvilested jeg har besøgt. Jeg havde på fornemmelsen, da jeg publicerede indlægget, at listen ikke var fuldkommen. En mistanke om, at der var mindst én, jeg havde glemt, nagede, og da jeg sad i pressecentret i Bourg-en-Bresse på Tourens 18. etape, gik pludselig en prås op for mig: Det var Faber, der var undsluppet min opmærksomhed.
Hans store, afsjælede legeme forsvandt i mudderet, da han i maj 1915 blev dræbt på vestfronten i Første Verdenskrig. Hans lig blev aldrig fundet, men med meget stor sandsynlighed er hans knogler i dag at finde i de enorme benhuse på den nationale kirkegård Nécropole Nationale de Notre-Dame-de-Lorette lidt nord for Arras.
Knogler og knoglestykker, som blev fundet på slagmarkerne op til flere år efter krigen, er samlet her. Det er de jordiske rester af tusinder og atter tusinder af uidentificerede soldater, som delte skæbne med Faber i Den Store Krig.
Jeg besøgte stedet sidste år for Fabers skyld og fandt efter nogen tids søgen en mindeplade for ham højt oppe og bagest i den lille kirke, Notre-Dame-de-Lorette, på den enorme kirkegård.
'François Faber, Fremmedlegionens 1. regiment, vinder af Tour de France Cycliste 1909, død for Frankrig i maj 1915 ved Carency,' lyder indskriften på mindetavlen. Jeg har læst et sted, at den engang hang helt fremme til venstre for alteret, men man flytter øjensynligt rundt på dem fra tid til anden.
Tavlen er det tætteste, man kommer på en gravsten for François Faber, som blev dræbt blot få kilometer fra Notre-Dame-de-Lorette.
Hans store, afsjælede legeme forsvandt i mudderet, da han i maj 1915 blev dræbt på vestfronten i Første Verdenskrig. Hans lig blev aldrig fundet, men med meget stor sandsynlighed er hans knogler i dag at finde i de enorme benhuse på den nationale kirkegård Nécropole Nationale de Notre-Dame-de-Lorette lidt nord for Arras.
Knogler og knoglestykker, som blev fundet på slagmarkerne op til flere år efter krigen, er samlet her. Det er de jordiske rester af tusinder og atter tusinder af uidentificerede soldater, som delte skæbne med Faber i Den Store Krig.
Jeg besøgte stedet sidste år for Fabers skyld og fandt efter nogen tids søgen en mindeplade for ham højt oppe og bagest i den lille kirke, Notre-Dame-de-Lorette, på den enorme kirkegård.
 |
| Mindetavlen for Faber i kirken Notre-Dame-de-Lorette. Foto: Brian Askvig |
Tavlen er det tætteste, man kommer på en gravsten for François Faber, som blev dræbt blot få kilometer fra Notre-Dame-de-Lorette.
Faber var en høj, ærefrygtindgydende mand. Han målte mellem 178 og 186 centimeter i højden og vejede mellem 90 og 100 kilogram. Kilderne er uenige, men han var efter datidens målestok en stor mand, uden tvivl. Om ikke en kæmpe af statur, så en gigant af karakter. Han var robust, modig, standhaftig, knokkelstærk.
 |
Faber i 1913. Foto: Bibliotheque Nationale de France. |
Idet han på papiret var udlænding, kunne han have undgået vanviddet på vestfronten, men han meldte sig frivilligt til Fremmedlegionen for at tjene det land, der havde givet ham alt.
Da han fik tilbudt en tjans som cyklende budbringer for sit regiment i bekvem afstand af fronten, afslog han.
'Jeg foretrækker at gøre tjeneste i skyttegravene. Jeg kender arbejdet der, og jeg har større chance for at få ram på tyskerne dér end på en cykel,' lød hans forklaring.
Det skriver Graham Healey i sin bog 'The Shattered Peloton', som handler om det indhug, verdenskrigen gjorde i det professionelle felt.
Hvad der præcis skete der på slagmarken, da Faber mødte sin skæbne, ved man ikke. Derimod ved man, at den hyppigst fortalte historie om hans død ikke er sand. Den søger at forstærke tragedien ved at forbinde dødsøjeblikket med den højeste lykke, Faber oplevede i sit blot 28 år lange liv.
Vandrehistorien er denne: Faber og hans soldaterkammerater sad sammenkrøbne i en skyttegrav, da han fik overbragt et telegram hjemmefra med besked om, at hans kone havde født ham en datter. Beruset af glæde sprang Faber op og blev da plaffet ned af en tysk snigskytte.
Faber havde imidlertid fået besked om den lykkelige begivenhed flere dage før, han døde, understreger Healey i sin bog. Datteren, Raymonde, blev født 5. maj 1915, mens Faber forsvandt 9. maj.
9. maj 1915 var dagen, da franske styrker indledte det andet slag ved Artois med et langvarigt artilleribombardement af de tyske linjer, hvorefter fodfolket blev beordret op af skyttegravene og gennet direkte mod de tyske skyttegrave. Og maskingeværerne, som ventede på dem.
Det var dér i ingenmandsland, at Fabers stjerne slukkedes i utide. Graham Healey henleder i sin bog opmærksomheden på en historie om, at Faber blev skudt, da han undsatte en såret kammerat og ville bære ham i sikkerhed i den skyttegrav, de var kommet fra.
Det var dér i ingenmandsland, at Fabers stjerne slukkedes i utide. Graham Healey henleder i sin bog opmærksomheden på en historie om, at Faber blev skudt, da han undsatte en såret kammerat og ville bære ham i sikkerhed i den skyttegrav, de var kommet fra.
I modstrid med den fremstilling, skriver Healey, angiver en avisartikel udgivet kort efter slaget, at Faber blev dræbt i forreste række under angrebet på de tyske forsvarsværker, som franskmændene havde døbt 'Ouvrages Blancs'.
Han døde den dag. Kun dét synes der at være bred enighed om. Pascal Leroy fortæller om eftersøgninger, der snarest muligt blev sat i værk i håb om at støde på livstegn fra folkehelten eller i det mindste at finde hans lig.
Alt var forgæves, men længe levede håbet om et mirakel. Så længe, at der gik hele ti dage, før avisen L'Auto, som stod bag Tour de France, dristede sig til at omtale den tragiske hændelse.
'François Faber serait tué', lød det på forsiden af avisen 19. maj 1915. Jeg oversætter det til 'François Faber skal være blevet dræbt'.
 |
Sportsavisen L'Auto 19. maj 1915. Foto: Bibliotheque Nationale de France |
Den unavngivne skribent legede endog med tanken om, at Faber endnu kunne findes i live et sted. Ingen læser kunne dog være i tvivl om, at alt håb var ude.
29. maj meddeltes det fra officielt hold, at korporal Faber var dræbt af fjenden på vestfronten.
Offensiven ved Artois gjorde ingen forskel i krigen, men påførte franskmændene voldsomme tab.
Fra 9. maj til 16. juni 1915 mistede 17.000 soldater livet, mens 20.500 var meldt savnet (højst sandsynligt døde, men ikke fundet eller identificeret). 63.500 soldater blev såret og var ukampdygtige. Af 2.900 soldater i Fabers regiment blev 1.950 dræbt.
Yderligere to Tour-vindere led døden under verdenskrigen. Octave Lapize, som vandt løbet i 1910, var jagerpilot og blev skudt ned nær Flirey 14. juli 1917.
Yderligere to Tour-vindere led døden under verdenskrigen. Octave Lapize, som vandt løbet i 1910, var jagerpilot og blev skudt ned nær Flirey 14. juli 1917.
Lucien Petit-Breton, som vandt Touren i 1907 og 1908, omkom i december 1917, da han som fører af et militært køretøj kolliderede med en hestevogn ført af en fordrukken kusk.
Da fireårige Faber flyttede til Rue de Seine i 1891 med sine forældre og halvbrødre, fandtes på arealet en hestevæddeløbsbane, L'Hippodrome de Colombes. Siden blev området forvandlet til en multisportsarena med plads til blandt andet atletik, fodbold og rugby.
I 1924 blev anlægget anlægget omdøbt til Stade Olympique de Colombes, og her blev en betydelig del af de olympiske konkurrencer afholdt det år.
VM-finalen i fodbold i 1938 blev også spillet her. Da hed stadionnet Stade Olympique Yves-du-Manoir (navngivet i 1928 til ære for en fremtrædende rugbyspiller, som døde i et flystyrt samme år), mens det i dag hedder Stade départemental Yves-du-Manoir.
Min dvælen ved det olympiske anlæg tjener det formål at forklare den sørgelige forfatning, som Rue François Faber er i netop nu. Gaden har tydeligvis længe været i sølle stand med forsømte huse, vildtvoksende ukrudt og henkastet affald, men lige nu står det helt slemt til, idet hele området er forvandlet til en byggeplads.
 |
Rue François Faber set fra syd. Til højre findes det store sportsareal, som er under renovering. Foto: Brian Askvig |
Roderiet skyldes, viser det sig, at sportsanlægget er under gennemgribende renovering i disse år, idet det skal bruges til OL i Paris i 2024, hvor det bliver hjemsted for hockeykonkurrencerne. I forvejen har det franske hockeyforbund hovedsæde på stedet.
Jeg gik en tur op ad gaden, som næppe er mere end 200 meter lang. Absolut intet giver et fingerpeg om, at en af Tourens giganter levede det meste af sit korte liv her. End ikke et gadeskilt.
Mod nord, hvor gaden oprindeligt løb ud i Boulevard d'Achères, er vejen lukket, og en flersporet omfartsvej er i fem meters højde ført hen over det sted, hvor Faber i sin tid hang ud med sine venner på Café de l'Usine.
Jeg blev trist til mode, da jeg aflagde visit i denne blindtarm i Byernes By, men det er en trøst, at gaden næste år, når OL atter afvikles i Paris, formentlig og forhåbentlig vil komme til ære og værdighed.
Som Pascal Leroy skriver som afslutning på sin Faber-biografi:
'Tilbage er der til sidst kun det ærlige smil, de blå øjne og den utrolige rejse foretaget af Landevejens Kæmpe, som lige så meget for sine mesterskabstitler som for sit liv som mand utvivlsomt fortjener bedre end et sjælløst gadeskilt i Colombes – byen, hvis navn han fortsætter med at bære med sig på tværs af landegrænser og årtier'.
Kommentarer
Send en kommentar