Tour de Frantz

CHÂTILLON-SUR-CHALARONNE: På vejen herned havde jeg to digitale stifindere indstillet til at vise vej til den fredfyldte, skulle det vise sig, campingplads her i byen, hvor Tourens 13. etape blev skudt i gang fredag.

Jeg fik instruktioner af min mobil og min gamle TomTom-gps, som jeg stadig er vild med, selv om den er old school, mærkelig og nogle gange irriterende. Jeg genkender mig selv i den. Vi er i sync. Og så elsker jeg hende damen, som har et navn, jeg har glemt, som dirigerer mig rundt i verden og bliver ved med at sige 'forsæt ligeud', selv om jeg har korrigeret hende tusinde gange.

TomTom'en foreslog den lige vej til Camping du Vieux Moulin, mens Google Maps på 11'eren foreslog en omvej gennem Luxembourg – ind i landet, syd om byen og ud af landet igen. Dén var jeg med på lige med det samme. Jeg synes godt om Luxembourg. 

Jeg har besøgt Lars Bak i Luxembourg. Det var en aften i april 2011 få timer efter, han var blevet nummer fem i Paris-Roubaix. Jeg har spist store flødeskumskager med Chris Anker Sørensen på hans yndlingscafé i Luxembourg. Jeg har besøgt Andy Schleck og Jakob Fuglsang i Luxembourg. Og cykelmekaniker Rune Kristensen, da han var chef for Team Tinkoffs service course i Luxembourg.

Jeg vidste straks, da Google foreslog Luxembourg, hvad jeg ville. Jeg ville besøge Nicolas Frantz, som blev født i Mamer lige vest for Luxembourg by. Han boede der hele livet, døde der og blev begravet på kirkegården i den lille by. 

Han vandt Tour de France i 1927 og 1928 og spiller ufrivilligt hovedrollen i en af de mest sejlivede vandrehistorier i løbets historie.

Nicolas Frantz i den gule trøje på sin 'vélo de touriste', som han købte i en butik langs ruten, da stellet på hans løbscykel knækkede. Billedet er et eksempel på, at det med datidens teknologi var vanskeligt at gengive gult i en passende nuance på sort-hvide fotos. Den gule farve blev oftest forvandlet til en mørk grå. Journalisten og forfatteren Peter Cossins omtaler problemet i sin fremragende bog 'The Yellow Jersey’. Foto: BNF / public domain. 

Nu gik det desværre sådan, at Google fortrød. Ruten gennem Luxembourg var pludselig taget af menuen, og da jeg manuelt forsøgte at genskabe den, blev jeg overmandet af sund fornuft og opgav at køre omvejen, som ville have kostet mig mange timer oveni i de 15 bag rattet, som Google stillede mig i udsigt.

Faktisk tog det mig næsten 18 timer at køre hertil fra Odense. Jeg gjorde holdt et par gange og tog også en morfar bag i Picasso'en, så rejsen trak ud. Men selv om den faktisk kun havde taget de 15 timer, ville det have været en alt for lang tur i én mundfuld.

Jeg kørte altså uden om Luxembourg og Nicolas Frantz, men tankerne kredsede om ham og alt det, jeg gennem årene har læst og skrevet om ham, så da jeg omsider nåede frem, begyndte jeg at skrive disse linjer. 

De to udgaver af Tour de France, som Frantz vandt, var bemærkelsesværdige, idet hovedparten af etaperne var en slags holdtidskørsler. I 1927 gjaldt det 16 ud af løbets 24 etaper, mens 15 ud af 22 etaper i 1928 blev afviklet med separat start for de deltagende hold.

Denne fornyelse af løbet skyldtes, at Tour-direktør Henri Desgrange var misfornøjet med det voksende antal massespurter i løbet. Det gad han sgu ikke at se på hele tiden, så han lavede reglerne om. Tanken var, at hvis nu holdene blev sendt af sted hver for sig, så kunne ingen lurepasse og gemme sig i flokken og sidde på hjul og spare kræfter til finalen. De blev nødt til at give fuld gas hele tiden, fordi de jo ikke kunne vide, hvor hurtigt konkurrenterne kørte, når de ikke kunne se dem.

Det var lige noget for Desgrange. Ingen slendrian. Ingen blødsødenhed. Alle knapper drejet op på ti, alle håndtag presset i bund, alle mand i det røde felt. Formlen passede åbenbart også Frantz fint, for han vandt Touren i 1927 med næsten to timer til belgieren Maurice De Waele på andenpladsen. 

Mange steder omtales den holdkørsel, som Desgrange indførte, som en holdtidskørsel, men jeg synes det er misvisende. Nuvel, der blev kørt på tid, og holdene blev sendt af sted hver for sig, men der var ikke krav om, at holdet også nåede samlet til mål. 

Der var altså ikke nogen, der ventede på en træt holdkammerat for at sikre, at et vist antal ryttere kørte over stregen i stram formation, som vi kender det fra moderne cykling. Alle ryttere fik individuelle tider, og den, der kørte etapen hurtigst, blev udråbt til etapevinder. 

Sejren i 1927 betød, at Frantz i overensstemmelse med datidens regler bar den gule trøje, da første etape af Touren 1928 blev skudt i gang. Han forsvarede trøjen løbet ud, og han er således den eneste rytter i Tour-historien, som har båret den gule trøje på samtlige etaper i samme Tour de France.

Nicolas Frantz var en indadvendt mand. En robust, stærk gut, som vejede over 80 kilogram. Professionel, målrettet, beslutsom. Hans to Tour-triumfer kom i hus i kraft af hans fokuserede satsning på netop dette løb. Den fåmælte luxembourger bekymrede sig om enhver bagatel i forberedelserne, og hans sans for detaljen gav ham allerede ved startsnoren en fordel over sine konkurrenter, skriver Jacques Augendre i bogen ‘Petites histoires secrètes du Tour’.

Torsdag og fredag mødtes jeg med min gode ven og kollega Joe Geimer fra avisen Luxembourger Wort. Han er alletiders fyr. En dygtig, modig, kritisk journalist, som jeg opsøgte og skabte forbindelse til dengang, da Schleck-brødrene og Jakob Fuglsang var dem, man skulle kunne noget om. De boede alle tre i Mondorf-les-Bains dengang.

Det viser sig, at Joe kommer fra Mamer. Det er hans hjemby, og han kunne fortælle om Frantz' cykelbutik, hans hus, hans omdømme og evige heltestatus i den lille by. Joe var kun fire år, da Frantz døde i 1985, så han mindes ikke at have set ham eller mødt ham, men han interviewede Frantz' søster for nogle år tilbage, og han kunne med den ballast bekræfte det indtryk, jeg havde af Frantz som en introvert, ordentlig, retskaffen mand.

Jeg lovede Joe, at jeg vil forsøge at aflægge visit i hans hjemby på vejen hjem fra Touren i år, og vi gav hinanden håndsslag på at mødes og spise en frokost sammen i Mamer, hvis det hele flasker sig.

Tilbage til Touren og vandrehistorien: Frantz kørte som nævnt i gult fra dag ét i 1928, og der var ikke ret meget spænding om udfaldet af løbet. Dertil var den luxembourgske mester for stærk.

Tæt på Paris var det imidlertid tæt på at gå helt galt for ham, idet han blev ramt af et uheld, der truede med at ødelægge alt. Nogle kilder angiver, at et grumt smæld hørtes, da han i høj fart passerede en jernbaneoverskæring, og efter 61 kilometer af 19. etape fra Metz til Charleville konstaterede Frantz, at forgaflen på hans Alcyon-cykel nærmede sig bristepunktet og snart ikke ville kunne bære hans vægt.

Dagen efter fremgik det af chefredaktør Henri Desgranges løbsreportage i avisen L'Auto, at Frantz og hans hjælperyttere på Alcyon-Dunlop-holdet måtte gøre holdt ved kontrolposten i Longuyon. Ingen reservecykel var til rådighed, hvorfor chaufføren i Alcyon-holdets følgebil – en herre, som Desgrange blot omtaler som 'Meunier' – ville drøne af sted i bilen med Frantz til en Alcyon-forhandler og vende tilbage med en erstatningscykel.

Det ville dog tage minimum en time, og med et forspring i den samlede stilling til holdkammeraten André Leducq på 75 minutter ville det bringe Frantz’ gule trøje i fare. 

Det var alt for risikabelt, vurderede en anden Alcyon-medarbejder, Louis Feuillet (kaldet Ludovic), som ifølge Desgrange tog affære på stedet og lånte en tilskuers cykel og fik sendt Frantz ud på de sidste omkring 90 kilometer af etapen.

Desgranges reportage i L’Auto fødte en af løbets talløse, sejlivede myter, som stadig i dag genfortælles ved enhver given lejlighed, nemlig den, at Frantz lånte en fuldt udstyret damecykel med frakkeskåner, bagagebærer og cykelkurv og på den nåede Charleville i tide til at forsvare sin gule førertrøje.

Desgrange skriver, at Frantz skød af sted på sin lånte jernhest – 'en skærveknuser, mere kan jeg ikke sige' – med 15 minutters forsinkelse, og at han krydsede målstregen på velodromen i Charleville cirka 28 minutter efter Leducq. 

Gennem årene er historien blevet bedre og bedre, og kun få har gjort sig den ulejlighed at finde ud af, om den virkelig var rodfæstet i de faktiske begivenheder. Jeg pines af den kendsgerning, at jeg selv har selv givet vandrehistorien liv i Ekstra Bladet i fast tro på de kilder, jeg brugte. Selv i nyere litteratur gengives myten med en sørgelig mangel på kildekritik, kan jeg konstatere.

Sine steder hævdes cyklen til overflod ikke bare at være en damecykel, men tilmed en lyserød en af slagsen med cykelkurv indeholdende de friskbagte baguettes, som fruen netop havde købt ved bageren, da Frantz overtog hendes køretøj.

Cyklen var imidlertid ikke en damecykel, men derimod en ikke helt håbløs 'vélo de touriste', som Alcyon-holdet købte i en nærliggende butik. Det fastslår Tour-historikeren David Guénel, som har gransket den i bogstavelig forstand utrolige fortælling og under sin research gravede et reportagefoto frem fra etapen.

Det viser Frantz på en herrecykel. Jovist, den var udstyret med skærme og ringeklokke, og den var måske et par numre for lille til Frantz, men der var bestemt ikke tale om 'en skærveknuser', kan man konstatere.

Tilskuerne på sidste del af etapen fik dog under alle omstændigheder en uventet belønning for deres tålmodighed i vejkanten, nemlig at se løbets førende rytter suse forbi på en lidt for lille cykel med skærme og andre bekvemmeligheder i kampen for at bevare sin gule trøje.

At han kun tabte 28 minutter på etapen, hvilket med stor margin sikrede ham endnu en dag i gult, fortæller sit om Frantz' jernvilje og fysiske formåen. 

På en ny Alcyon-cykel nåede han 15. juli Paris og vandt løbets sidste etape og Touren samlet foran holdkammeraterne André Leducq og Maurice de Waele. De vandt de efterfølgende udgaver af løbet. Belgieren De Waele sejrede i 1929, mens den franske charmetrold Leducq sejrede i 1930 og igen i 1932. 

Frantz døde i 1985 i en alder af 86 år. Men vandrehistorien om hans Tour-sejr i 1928 lever stadig.