Stakkels Napoleon
VICHY: Jeg er kørt vestpå. Den forkerte vej, mener Claus Hembo, som sendte mig en frokostinvitation fra Saint-Gervais-les-Bains, hvor han og Christina i disse dage deler hotel med Jumbo-Visma.
Væk fra cykelløbet, ja, men jeg ser det på tv. Det havde jeg også gjort, hvis jeg var kørt østpå og havde fundet en plads i Tourens pressecenter. Langt hovedparten af de flere tusinde mediefolk, der er akkrediteret til Tour de France hvert år, ser aldrig eller kun sjældent en cykelrytter køre væddeløb.
Vi ser dem inden starten, når de formummede bag solbriller og mundbind kører til og fra indskrivning og giver interview i mixed zone. Og så måske, når de lige er kørt over stregen. Resten af tiden ser vi dem på tv – de samme billeder, som hele verden ser. Altså også dem, jeg ser vestpå.
Jeg kunne ikke udrette noget i Alperne. Jeg er her ikke for at fortælle, hvem der kom først, interviewe ryttere eller rapportere om etapens forløb, og jeg er her helt sikkert ikke for at sidde i et pressecenter og se fjernsyn.
Jeg er her for at se mere af Frankrig og mærke Tour de France. For at samle indtryk og fakta og med egne øjne se steder, som jeg har læst om og er blevet fascineret af. Og for at blive overrasket. Det blev jeg vestpå.
Efter etapestarten i Châtillon-sur-Chalaronne tog jeg kringlede landeveje uden midterstriber mod vest for at undslippe det trafikkaos, der altid omgiver Tour de France. Min gamle Citroën er akkrediteret til løbet, og det gør det lidt nemmere at komme igennem. Lidt.
Jeg endte med at køre ad den rute, Tour-feltet fulgte på 12. etape til Beaujolais-en-Belleville – bare i modsat retning – og jeg nød at kigge på al Tour-pynten, som stadig hang i lygtepæle og på husfacader i hver og en af de landsbyer, jeg kom igennem.
Henri Anglade hyldes i Chénelette. Foto: Brian Askvig
Hvad der til gengæld ikke fandtes i hver og en af de landsbyer, jeg kom igennem, var en café, et brasserie, en bistro eller bare en Spar-købmand, der holdt åben. Det var 14. juli. Intet håb – men så dog alligevel i en lille flække, hvis beboere havde gjort sig ekstra umage med at stadse byen ud til Tour-feltets komme. Dér! En sted med åben dør og borde udenfor. Auberge du Haut Beaujolais med tilhørende bar og restaurant.
Hasarderet sving til venstre, på med akkrediteringen med det gule bånd, hundeøjne. Kan man nå at få en sandwich? Bare en lille jambon-fromage? En salat? Tartines? En croissant fra i morges? Non! Allright, så i det mindste en potentielt kræftfremkaldende Coke Zero? Heller ikke. Jeg kunne få en fadøl, et glas vin eller en Perrier.
Jeg tog Perrier’en og fik den serveret udenfor med udsigt over torvet. Og der var han så. Napoleon. Feltherren. På en kæmpe fotostat kiggede han direkte på mig. Henri Anglade. En af de gamle gutter, jeg har skrevet om og drømt om at møde en dag.
Han besøgte Touren flere gange i de år, da jeg dækkede løbet for Ekstra Bladet, men jeg formåede aldrig at være dér, hvor han var. Og nu er det for sent, for han døde i november sidste år.
Det mærkelige er, at jeg samme formiddag var kommet til at tænke på Anglade, da jeg læste Brian Nygaards nyhedsbrev om cykling, som den dag handlede om jalousi i fransk cykelsport. ‘Er der noget, de franske hold hader, så er det, at et andet fransk hold vinder,’ skrev Nygaard. ‘Man kan simpelthen ikke hypnotisere en fransk sportsdirektør til at blive mere misundelig, end de er på deres nationale konkurrenter.’
Det må være noget kulturelt. Jeg tænkte på Anglade, fordi han var lige ved at vinde Touren i 1959, men måtte lide den tort at se rivalerne Jacques Anquetil og Roger Rivière stikke ham en kæp i hjulet, selv om de havde forpasset deres egen chance for at vinde. I stedet gik sejren til spanieren Federico Bahamontes. Ham mødte jeg i Girona 50 år senere, men det er en anden historie.
Denne her handler om Henri ‘Napoleon’ Anglade, som åbenbart havde en bolig i denne lille by, hvor jeg nu sad og drak Perrier. Det anede jeg ikke. At han boede i byen, mener jeg. Jeg var helt på det rene med, at jeg drak Perrier.
Chénelette, hedder landsbyen, som umiddelbart giver indtryk af at være et vældigt rart sted at være. Borgerne er stolte af Anglade, og det hele emmer af, at alle syntes godt om ham.
Det gjorde alle ikke, da han var aktiv rytter i 1950’erne og 1960’erne, da det vrimlede med franskmænd på stjernehimlen. Bobet, Anquetil, Malléjac, Géminiani, Darrigade, Rivière, Poulidor, Stablinski og Anglade var nogle af dem.
Anglade fik tilnavnet Napoleon på grund af sin ofte kommanderende facon. Han havde en stærk karakter, skrev L’Équipe diplomatisk i nekrologen, da han takkede af i november. Tilnavnet var ikke kærligt ment, men Anglade tog det til sig og omtalte endog undertiden sig selv i tredje person ental med brug af navnet.
Videre populær i feltet var Anglade altså ikke, men han var veltalende og velovervejet og var derfor populær i pressekorpset. Også af tilskuerne var Anglade beundret, og da han i 1959 blev offer for et rænkespil iværksat af Jacques Anquetil og Roger Rivière, blev de buhet og pebet ud af publikum, da de på finaledagen kørte ind på Parc des Princes i Paris som nummer tre og fire i den samlede stilling.
Historien er lang og indviklet, men den er et interessant eksempel på, at alle mulige andre ting end gode ben og jernvilje kan være med til at afgøre et Tour de France.
Det hele handlede om kolde kontanter. Masser af dem. Dengang hentede rytterne hovedparten af deres indtjening i gadeløb, hvor de største stjerner naturligvis fik de højeste honorarer. En Tour-sejr var guld værd, og en fransk Tour-vinder ville let støvsuge hele markedet for penge og kun overlade beskedne honorarer til de øvrige franske ryttere.
Derfor blev det magtpåliggende for Anquetil og Rivière, som kørte for det franske landshold, at forhindre regionalrytteren Anglade i at vinde, da det stod klart, at de ikke selv kunne sejre. Bahamontes var som spanier ikke noget særligt trækplaster i franske gadeløb, så de så hellere ham som vinder, skriver Les Woodland i bogen ‘Tour de France: The Inside Story: Making the World’s Greatest Bicycle Race’.
I de år blev professionel cykling kontrolleret fuldstændigt af tre agenter, som sikrede ryttere adgang til gadeløb og forhandlede honorarer og kontrakter på plads. De tre var belgieren Jean van Buggenhout og franskmændene Daniel Dousset og Roger Piel.
Dousset havde blandt talrige andre Anquetil, Rivière, Bobet, André Darrigade, Hugo Koblet og Jean Stablinski i sin stald. Og Bahamontes. Også det spillede ind, da Anquetil og Rivière valgte side.
Allerede inden løbet havde Dousset arbejdet på de indre linjer for at få det franske nationalhold til fortrinsvis at bestå af ryttere, han havde på kontrakt. Derfor måtte Anglade, som var i stald hos Piel, stille op for regionalholdet Centre-Midi, som i sagens natur var svagere end det stjernespækkede nationalhold.
De store stjerners rivalisering på nationalholdet gjorde imidlertid intet godt for nogen af dem. Rivière kunne ikke tåle, at Anquetil skulle vinde, og ‘kærligheden’ var gengældt. Det betød, at de begge mistede opbakning til at vinde løbet, og de kunne så blot blive enige om, at Anglade ikke skulle have lov at triumfere i Paris.
Anglade øjnede sin chance på 18. etape, da Bahamontes i den gule trøje kom i problemer på nedkørslen fra Col du Petit Saint-Bernard i Alperne. Anglade var nummer fire i klassementet knapt fem minutter efter ‘Ørnen fra Toledo’, da han slap alle kræfter fri og skød af sted sammen med den forsvarende mester, Charly Gaul fra Luxembourg, og italieneren Ercole Baldini.
Anquetil og Rivière, som på det tidspunkt var håbløst bagud i den samlede stilling med henholdsvis ni og 11 minutter til Bahamontes, blev efterladt agterude. Anglades forspring oversteg på et tidspunkt fem minutter, og han var dermed virtuelt i den gule trøje.
Siddende i gruppe med Bahamontes kunne Anquetil og Rivière enten læne sig tilbage og lade en landsmand forude køre sig i den gule trøje – eller indlede en vild jagt for at begrænse tidstabet og dermed sikre, at Bahamontes ville forsvare sin trøje.
De lod nationalfølelsen vige for personlig jalousi og ussel mammon. Enkeltstartsspecialisten Anquetil og timerekordindehaveren Rivière tog Bahamontes på slæb og sikrede, at Anglade blot åd under et minut af Bahamontes’ forspring.
Bahamontes blev den første spanier, der vandt Touren, mens Anglade sluttede på den samlede andenplads. Han kørte Tour de France yderligere syv gange, men kom aldrig tættere på sejren.
Efter et frygteligt styrt i 1966 nåede han aldrig tilbage til sit sædvanlige niveau, og han indstillede karrieren i 1967. Han indledte en karriere uden for cykelsporten, men vendte tilbage som sportsdirektør for Lejeune-BP i 1975.
I en moden alder fattede han interesse for at lave glasmosaikker som dem, han siden barnsben havde været dybt fascineret af. Han har fortalt, at han som kordreng i sin lokale kirke helt tabte mælet, når han fordybede sig i de farverige kunstværker.
Anglade har lavet en af vinduesmosaikkerne i kapellet Notre Dame des Cyclistes i La Bastide d'Armagnac i Sydfrankrig, som er en af tre berømte kirker, der er indviet til ære for landevejens helte. De øvrige er Madonna del Ghisallo i Italien og Nuestra Señora de Dorleta i Spanien.
Notre Dame des Cyclistes er fyldt med effekter fra snart sagt alle epoker i cykelsporten og rummer trøjer og effekter doneret af blandt andre André Darrigade, Jacques Anquetil, Louison Bobet, Tom Simpson, Roger Lapébie, Jean Stablinski, Bernard Hinault, Raymond Poulidor, Eddy Merckx og Luis Ocaña. Jeg vil tro, at også Anglade har doneret en trøje eller to.
Henri Anglade blev 89 år.
Væk fra cykelløbet, ja, men jeg ser det på tv. Det havde jeg også gjort, hvis jeg var kørt østpå og havde fundet en plads i Tourens pressecenter. Langt hovedparten af de flere tusinde mediefolk, der er akkrediteret til Tour de France hvert år, ser aldrig eller kun sjældent en cykelrytter køre væddeløb.
Vi ser dem inden starten, når de formummede bag solbriller og mundbind kører til og fra indskrivning og giver interview i mixed zone. Og så måske, når de lige er kørt over stregen. Resten af tiden ser vi dem på tv – de samme billeder, som hele verden ser. Altså også dem, jeg ser vestpå.
Jeg kunne ikke udrette noget i Alperne. Jeg er her ikke for at fortælle, hvem der kom først, interviewe ryttere eller rapportere om etapens forløb, og jeg er her helt sikkert ikke for at sidde i et pressecenter og se fjernsyn.
Jeg er her for at se mere af Frankrig og mærke Tour de France. For at samle indtryk og fakta og med egne øjne se steder, som jeg har læst om og er blevet fascineret af. Og for at blive overrasket. Det blev jeg vestpå.
Efter etapestarten i Châtillon-sur-Chalaronne tog jeg kringlede landeveje uden midterstriber mod vest for at undslippe det trafikkaos, der altid omgiver Tour de France. Min gamle Citroën er akkrediteret til løbet, og det gør det lidt nemmere at komme igennem. Lidt.
Jeg endte med at køre ad den rute, Tour-feltet fulgte på 12. etape til Beaujolais-en-Belleville – bare i modsat retning – og jeg nød at kigge på al Tour-pynten, som stadig hang i lygtepæle og på husfacader i hver og en af de landsbyer, jeg kom igennem.
Henri Anglade hyldes i Chénelette. Foto: Brian Askvig
Hvad der til gengæld ikke fandtes i hver og en af de landsbyer, jeg kom igennem, var en café, et brasserie, en bistro eller bare en Spar-købmand, der holdt åben. Det var 14. juli. Intet håb – men så dog alligevel i en lille flække, hvis beboere havde gjort sig ekstra umage med at stadse byen ud til Tour-feltets komme. Dér! En sted med åben dør og borde udenfor. Auberge du Haut Beaujolais med tilhørende bar og restaurant.
Hasarderet sving til venstre, på med akkrediteringen med det gule bånd, hundeøjne. Kan man nå at få en sandwich? Bare en lille jambon-fromage? En salat? Tartines? En croissant fra i morges? Non! Allright, så i det mindste en potentielt kræftfremkaldende Coke Zero? Heller ikke. Jeg kunne få en fadøl, et glas vin eller en Perrier.
Jeg tog Perrier’en og fik den serveret udenfor med udsigt over torvet. Og der var han så. Napoleon. Feltherren. På en kæmpe fotostat kiggede han direkte på mig. Henri Anglade. En af de gamle gutter, jeg har skrevet om og drømt om at møde en dag.
Han besøgte Touren flere gange i de år, da jeg dækkede løbet for Ekstra Bladet, men jeg formåede aldrig at være dér, hvor han var. Og nu er det for sent, for han døde i november sidste år.
Det mærkelige er, at jeg samme formiddag var kommet til at tænke på Anglade, da jeg læste Brian Nygaards nyhedsbrev om cykling, som den dag handlede om jalousi i fransk cykelsport. ‘Er der noget, de franske hold hader, så er det, at et andet fransk hold vinder,’ skrev Nygaard. ‘Man kan simpelthen ikke hypnotisere en fransk sportsdirektør til at blive mere misundelig, end de er på deres nationale konkurrenter.’
Det må være noget kulturelt. Jeg tænkte på Anglade, fordi han var lige ved at vinde Touren i 1959, men måtte lide den tort at se rivalerne Jacques Anquetil og Roger Rivière stikke ham en kæp i hjulet, selv om de havde forpasset deres egen chance for at vinde. I stedet gik sejren til spanieren Federico Bahamontes. Ham mødte jeg i Girona 50 år senere, men det er en anden historie.
Denne her handler om Henri ‘Napoleon’ Anglade, som åbenbart havde en bolig i denne lille by, hvor jeg nu sad og drak Perrier. Det anede jeg ikke. At han boede i byen, mener jeg. Jeg var helt på det rene med, at jeg drak Perrier.
Chénelette, hedder landsbyen, som umiddelbart giver indtryk af at være et vældigt rart sted at være. Borgerne er stolte af Anglade, og det hele emmer af, at alle syntes godt om ham.
Det gjorde alle ikke, da han var aktiv rytter i 1950’erne og 1960’erne, da det vrimlede med franskmænd på stjernehimlen. Bobet, Anquetil, Malléjac, Géminiani, Darrigade, Rivière, Poulidor, Stablinski og Anglade var nogle af dem.
Anglade fik tilnavnet Napoleon på grund af sin ofte kommanderende facon. Han havde en stærk karakter, skrev L’Équipe diplomatisk i nekrologen, da han takkede af i november. Tilnavnet var ikke kærligt ment, men Anglade tog det til sig og omtalte endog undertiden sig selv i tredje person ental med brug af navnet.
Videre populær i feltet var Anglade altså ikke, men han var veltalende og velovervejet og var derfor populær i pressekorpset. Også af tilskuerne var Anglade beundret, og da han i 1959 blev offer for et rænkespil iværksat af Jacques Anquetil og Roger Rivière, blev de buhet og pebet ud af publikum, da de på finaledagen kørte ind på Parc des Princes i Paris som nummer tre og fire i den samlede stilling.
Historien er lang og indviklet, men den er et interessant eksempel på, at alle mulige andre ting end gode ben og jernvilje kan være med til at afgøre et Tour de France.
Det hele handlede om kolde kontanter. Masser af dem. Dengang hentede rytterne hovedparten af deres indtjening i gadeløb, hvor de største stjerner naturligvis fik de højeste honorarer. En Tour-sejr var guld værd, og en fransk Tour-vinder ville let støvsuge hele markedet for penge og kun overlade beskedne honorarer til de øvrige franske ryttere.
Derfor blev det magtpåliggende for Anquetil og Rivière, som kørte for det franske landshold, at forhindre regionalrytteren Anglade i at vinde, da det stod klart, at de ikke selv kunne sejre. Bahamontes var som spanier ikke noget særligt trækplaster i franske gadeløb, så de så hellere ham som vinder, skriver Les Woodland i bogen ‘Tour de France: The Inside Story: Making the World’s Greatest Bicycle Race’.
I de år blev professionel cykling kontrolleret fuldstændigt af tre agenter, som sikrede ryttere adgang til gadeløb og forhandlede honorarer og kontrakter på plads. De tre var belgieren Jean van Buggenhout og franskmændene Daniel Dousset og Roger Piel.
Dousset havde blandt talrige andre Anquetil, Rivière, Bobet, André Darrigade, Hugo Koblet og Jean Stablinski i sin stald. Og Bahamontes. Også det spillede ind, da Anquetil og Rivière valgte side.
Allerede inden løbet havde Dousset arbejdet på de indre linjer for at få det franske nationalhold til fortrinsvis at bestå af ryttere, han havde på kontrakt. Derfor måtte Anglade, som var i stald hos Piel, stille op for regionalholdet Centre-Midi, som i sagens natur var svagere end det stjernespækkede nationalhold.
De store stjerners rivalisering på nationalholdet gjorde imidlertid intet godt for nogen af dem. Rivière kunne ikke tåle, at Anquetil skulle vinde, og ‘kærligheden’ var gengældt. Det betød, at de begge mistede opbakning til at vinde løbet, og de kunne så blot blive enige om, at Anglade ikke skulle have lov at triumfere i Paris.
Anglade øjnede sin chance på 18. etape, da Bahamontes i den gule trøje kom i problemer på nedkørslen fra Col du Petit Saint-Bernard i Alperne. Anglade var nummer fire i klassementet knapt fem minutter efter ‘Ørnen fra Toledo’, da han slap alle kræfter fri og skød af sted sammen med den forsvarende mester, Charly Gaul fra Luxembourg, og italieneren Ercole Baldini.
Anquetil og Rivière, som på det tidspunkt var håbløst bagud i den samlede stilling med henholdsvis ni og 11 minutter til Bahamontes, blev efterladt agterude. Anglades forspring oversteg på et tidspunkt fem minutter, og han var dermed virtuelt i den gule trøje.
Siddende i gruppe med Bahamontes kunne Anquetil og Rivière enten læne sig tilbage og lade en landsmand forude køre sig i den gule trøje – eller indlede en vild jagt for at begrænse tidstabet og dermed sikre, at Bahamontes ville forsvare sin trøje.
De lod nationalfølelsen vige for personlig jalousi og ussel mammon. Enkeltstartsspecialisten Anquetil og timerekordindehaveren Rivière tog Bahamontes på slæb og sikrede, at Anglade blot åd under et minut af Bahamontes’ forspring.
Bahamontes blev den første spanier, der vandt Touren, mens Anglade sluttede på den samlede andenplads. Han kørte Tour de France yderligere syv gange, men kom aldrig tættere på sejren.
Efter et frygteligt styrt i 1966 nåede han aldrig tilbage til sit sædvanlige niveau, og han indstillede karrieren i 1967. Han indledte en karriere uden for cykelsporten, men vendte tilbage som sportsdirektør for Lejeune-BP i 1975.
I en moden alder fattede han interesse for at lave glasmosaikker som dem, han siden barnsben havde været dybt fascineret af. Han har fortalt, at han som kordreng i sin lokale kirke helt tabte mælet, når han fordybede sig i de farverige kunstværker.
Anglade har lavet en af vinduesmosaikkerne i kapellet Notre Dame des Cyclistes i La Bastide d'Armagnac i Sydfrankrig, som er en af tre berømte kirker, der er indviet til ære for landevejens helte. De øvrige er Madonna del Ghisallo i Italien og Nuestra Señora de Dorleta i Spanien.
Notre Dame des Cyclistes er fyldt med effekter fra snart sagt alle epoker i cykelsporten og rummer trøjer og effekter doneret af blandt andre André Darrigade, Jacques Anquetil, Louison Bobet, Tom Simpson, Roger Lapébie, Jean Stablinski, Bernard Hinault, Raymond Poulidor, Eddy Merckx og Luis Ocaña. Jeg vil tro, at også Anglade har doneret en trøje eller to.
Henri Anglade blev 89 år.
Kommentarer
Send en kommentar