Det store gravrøveri
SARLAT-LA-CANÉDA: I går var jeg på visit i Port-de-Couze her i Dordogne-departementet, hvor den værste ulykke i Tourens historie fandt sted 11. juli 1964. Det var dagen før den historiske duel mellem Anquetil og Poulidor på Puy de Dôme.
Den lille by mellem Bergerac og Sarlat-la-Canéda var pakket med tilskuere, og mange stod på en bro, der ville føre feltet over Lalinde-kanalen. Et kvarters tid før feltet skulle passere, drønede en lastbil i Tour-karavanen over broen i alt for høj fart og brasede ind i folkemængden og rev mange tilskuere med sig i kanalen.
Ni personer – heraf tre børn – blev dræbt. En frygtelig historie. Jeg var der også i 2017, men siden er mindestenen flyttet tættere på selve ulykkesstedet, og det ville jeg have et frisk billede af.
Det var igen forstemmende at stå der og forestille sig det frygtelige scenario for 59 år siden. Jeg kunne næsten høre skrigene, og de sort-hvide, grynede billeder af ulykkesstedet, køretøjet, tilskuerne og redningsarbejdet, som jeg har studeret så mange gange, dukkede frem og dannede et filmklip, som jeg lod afspille igen og igen for mit indre blik.
Dér kom feltet fra. Her var broen. Og kanalen. De må have stået dér, tilskuerne, og ventet spændt på Anquetil og Poulidor, og så kom lastbilen derfra. Jeg kunne fornemme rædslen. Historien fik nyt liv.
Michael Rasmussen kalder det gravrøveri og synes vist nok, at jeg går lige lovligt meget op i at finde steder, hvor der er sket noget mindeværdigt i Tour de France, og kigge på gravstene, hvorunder kendte cykelrytteres jordiske rester ligger gemt.
I mange år har jeg brugt mange ledige stunder – og en del ikke ledige – under Tour de France på at tage afstikkere fra den slagne vej og aflægge visit på kirkegårde og ved mindesmærker rundt omkring i Frankrig.
Rasmussen gør ikke nar ad mig, tror jeg. Han finder det vist bare fornøjeligt, at jeg er så grebet af Tour-historien, at jeg føler en vis forpligtigelse til lige at gøre honnør for de store mestre på den anden side, når chancen byder sig.
Anquetil i Quincampoix, Lapice i Villiers-sur-Marne, Petit-Breton i Pénestin, Bobet i Saint-Méen-le-Grand, Trueba i La Cavada. Det er vist kun de fem, jeg har besøgt. Ikke så mange. Jo, jeg var forleden forbi Saint-Leonard-de-Noblat, hvor Raymond Poulidor ligger. Så seks.
Til gengæld er jeg gennem årene søgt mod masser af steder, hvor der ikke ligger døde mennesker, men derimod blot er rejst en sten eller ophængt en mindeplade. Og Michael har været med på flere af de udflugter og har ikke kunnet skjule sin begejstring, så der er også en history buff gemt i ham, om han vil det eller ej.
I 2018 forlod vi spontant hors course-ruten for at køre til La Neuville-Chant-d’Oisel nær Rouen, hvor Jacques Anquetil boede til sin alt for tidlige død i 1987. Tyve år tidligere købte han slottet 'Les Elfes', som snart i folkemunde blev kendt som og siden også formelt antog navnet 'Château Anquetil'.
Vi ville bare se det på afstand, men vi endte med at blive inviteret indenfor af Christopher Anquetil, Jacques søn. Et mere sympatisk menneske skal man lede længe efter, og det samme gælder hans kone, Aline. Dengang havde de to børn, nemlig Eliott og Lyra, men jeg kan ikke tro andet, end at de har udvidet børneflokken siden da.
Jacques enke, Dominique, bor også på slottet, men hende fik vi kun et glimt af. Som nævnt blev vi inviteret indenfor, og vi tilbragte en rum tid i slottets hjemmebar, hvor Anquetil og hans svirebrødre dengang holdt til, med at studere de fotografier, pokaler og adskillige af Anquetils gamle cykeltrøjer af uld, som Christopher havde udstillet.
Jeg vil aldrig glemme den dag.
Michael og jeg var også en gang på afveje for at finde den mindesten i Pyrenæerne, som er rejst på det sted, hvor Roger Rivière i 1960 fløj af vejen på nedkørslen fra Col du Perjuret og brækkede ryggen. Den blot 24-årige rytter blev bundet til en kørestol resten af sine dage og var ved sin død 16 år senere reelt narkoman i kraft af sin dybe afhængighed af smertestillende medicin.
Da Rivière blev bjærget, fandt man piller i hans trikot. Og flere stoffer i hans bagage på hotellet. Det er almindeligt anerkendt, at Rivière var så bedøvet af morfinpræparatet Palfium, som skulle dulme muskelsmerterne i benene, at han ikke var i stand til at bremse, da han drønede ned ad bjerget den julidag i 1960.
Engang var jeg præcis dér på nedkørslen fra Col de Menté i Pyrenæerne, hvor Luis Ocaña styrtede i 1971 i den gule trøje på et tidspunkt, hvor han havde kørt kannibalen Eddy Merckx næsten syv minutter bagud i den samlede stilling. Ocaña måtte udgå, og næste dag undlod Merckx at køre i gult af respekt for sin spanske rival.
Jeg har set Lucien Petit-Bretons fødehjem i Plessé i Bretagne, og jeg har mødt hans barnebarn, Yvonne. Jeg har fotograferet den bar i Vizille, som Thierry Claveyrolat ejede frem til den dag, han valgte at forlade denne jord, og jeg har lagt vejen forbi den bygning i Grenoble, der i 1919 husede Café de l'Ascenseur, hvor Eugène Christophe fik den første gule trøje i historien trukket over hovedet.
Michael var med den dag, og det var han også, da jeg et år gerne ville se smedjen i landsbyen Sainte-Marie-de-Campan ved foden af Tourmalet, hvor Christophe i 1913 forgæves forsøgte at reparere sin knækkede forgaffel i tide til, at Tour-sejren stadig var inden for rækkevidde.
Også sammen med Michael har jeg besøgt Jean Robics hjemby, Radenac i Bretagne, og den lille belgiske by Florennes, som har fostret hele to Tourvindere, nemlig Firmin Lambot (1919, 1922) og Léon Scieur (1921).
Tænk sig, at to knægte rendte rundt der i den lille flække og legede, og at de så senere i livet tilsammen vandt verdens største cykelløb tre gange inden for ganske få år.
Florennes var måske i sig selv lidt en fuser, for der var ingenting at se, men jeg synes alligevel, at besøget var med til at give historien liv inde i mit hoved.
Har vi det ikke alle sådan? Hvorfor søger unge og gamle i tusindtal hvert år til Pere Lachaise-kirkegården i Paris for at se Jim Morrisons grav? Eller Edith Piafs?
Det gør de, fordi de vil vække historierne til live og forstærke minderne om det, der var engang.
Jeg prøver at komme i tanke om flere døde Tour-vindere, som jeg har besøgt. Der er vist kun de fire, jeg nævnte før. Jeg konstaterer med en vis tilfredshed, at jeg således har mødt flere levende Tour-vindere end døde (I ved, hvad jeg mener), selv om der er markant flest Tour-vindere i sidste kategori.
Der er Bjarne Riis, selvfølgelig. Og Jan Ullrich, for nu med det samme at lukke Telekom-kapitlet. Roche, Contador, Schleck, Sastre, Froome, Bernal, Merckx, Thévenet, Hinault, LeMond.
12 styk. Jeg har interviewet dem alle, og så er der dem i gråzonen. Jeg lavede for eksempel i 2016 – ti år efter – et godt interview med Floyd Landis, men han tæller ikke. Og jeg har sagt 'bonjour' til Bahamontes, men det affødte ingen reaktion, så vidt jeg erindrer. Var det et møde? Ikke sådan i klassisk forstand. Gad vide, hvad der var sket, hvis jeg havde sagt 'hola'?
Geraint Thomas? Naaa, heller ikke rigtigt. Det er ikke nok bare at stå forrest i klyngen af journalister, der vil vide mere. Man skal selv spørge – og gerne mere end én gang – før det tæller som et interview.
Nibali? Jeg stillede ham et spørgsmål engang, da jeg mødte ham på en Astana-træningslejr på Tenerife, men han lod ikke til at forstå det. Faktisk så han temmelig tom ud i øjnene. Træt og opgivende. Armstrong har jeg mødt i kraft af Michael (det samme gælder i øvrigt Landis og Ullrich), men han er jo annulleret.
Det var vist det. Vingegaard? Nej, jeg har aldrig talt med ham. Jeg prøvede for et par år siden at få ham i tale, men det havde han tydeligvis ingen interesse i, og så ebbede forbindelsen stille og roligt ud. Vi lever uden tvivl begge fint med det.
Her er en liste over nulevende Tour-vindere:
I dag skulle jeg have været til Aveyron for at se et mindesmærke for Gustave Garrigou, som vandt Tour de France i 1911. Der er tale om et temmelig banalt og simpelt mindesmærke udformet som en cykel, men det fortæller jo også en historie om den kultur og de traditioner, han var formet af.
Mindesmærket blev indviet i 2011, da Touren passerede gennem hans hjemstavn. Bernard Hinault og Bernard Thévenet var til stede ved indvielsen. Jeg når desværre ikke derned i denne omgang, for Picasso’en har en defekt, jeg skal have udbedret, inden jeg onsdag vender tilbage til Tour-karavanen.
Jeg skal dog nok nå Garrigou en dag. Han var en interessant figur, som nær var blevet lynchet dengang i 1911, da publikumsfavoritten Paul Duboc på 10. etape fra Luchon til Bayonne kollapsede efter et hårdt ryk over Col du Peyresourde, Col d’Aspin og Col du Tourmalet.
Det skete, da han havde drukket af en flaske, han fik stukket i hånden af en hjælper. Dubocs tilhængere var overbeviste om, at deres yndling måtte være blevet forgiftet, og hvem andre end hans største konkurrent, nemlig Garrigou, kunne stå bag?
Det hele var ved at blive virkeligt grimt. Jeg har læst, at løbsdirektør Henri Desgrange hyrede en livvagt til den skrækslagne Garrigou og på sidste etape, da feltet kørte gennem Dubocs hjemby, Rouen, var Garrigou endog forklædt, så pøblen ikke skulle få fat i ham.
Han nåede helskindet til Paris og vandt sin fortjente sejr. Fortjent, fordi det viste sig, at han intet havde at gøre med Dubocs brutale deroute. Længe efter det dramatiske løb kom det frem, at flasken med det 'forgiftede' vand var leveret af den berygtede François Lafourcade, skriver Joakim Jakobsen i 'Tour de France'.
Lafourcade var cykelrytter, men snarere end for sine resultater er han blevet kendt som storleverandør af opkvikkende midler til kollegerne i feltet. Det var en dopingcocktail, han havde leveret, så Duboc havde simpelt hen fået et dårligt trip af sin leverandør, skriver Jakobsen.
Oui, Tour de France er en uudtømmelig kilde af gode historier. Og hver gang, nogen gider genfortælle dem, får de nyt liv. Det gider jeg godt.
Den lille by mellem Bergerac og Sarlat-la-Canéda var pakket med tilskuere, og mange stod på en bro, der ville føre feltet over Lalinde-kanalen. Et kvarters tid før feltet skulle passere, drønede en lastbil i Tour-karavanen over broen i alt for høj fart og brasede ind i folkemængden og rev mange tilskuere med sig i kanalen.
Ni personer – heraf tre børn – blev dræbt. En frygtelig historie. Jeg var der også i 2017, men siden er mindestenen flyttet tættere på selve ulykkesstedet, og det ville jeg have et frisk billede af.
 |
| Mindestenen for de dræbte i den frygtelige ulykke 11. juli 1964 i Port-de-Couze. Foto: Brian Askvig |
Det var igen forstemmende at stå der og forestille sig det frygtelige scenario for 59 år siden. Jeg kunne næsten høre skrigene, og de sort-hvide, grynede billeder af ulykkesstedet, køretøjet, tilskuerne og redningsarbejdet, som jeg har studeret så mange gange, dukkede frem og dannede et filmklip, som jeg lod afspille igen og igen for mit indre blik.
Dér kom feltet fra. Her var broen. Og kanalen. De må have stået dér, tilskuerne, og ventet spændt på Anquetil og Poulidor, og så kom lastbilen derfra. Jeg kunne fornemme rædslen. Historien fik nyt liv.
Michael Rasmussen kalder det gravrøveri og synes vist nok, at jeg går lige lovligt meget op i at finde steder, hvor der er sket noget mindeværdigt i Tour de France, og kigge på gravstene, hvorunder kendte cykelrytteres jordiske rester ligger gemt.
I mange år har jeg brugt mange ledige stunder – og en del ikke ledige – under Tour de France på at tage afstikkere fra den slagne vej og aflægge visit på kirkegårde og ved mindesmærker rundt omkring i Frankrig.
Rasmussen gør ikke nar ad mig, tror jeg. Han finder det vist bare fornøjeligt, at jeg er så grebet af Tour-historien, at jeg føler en vis forpligtigelse til lige at gøre honnør for de store mestre på den anden side, når chancen byder sig.
Anquetil i Quincampoix, Lapice i Villiers-sur-Marne, Petit-Breton i Pénestin, Bobet i Saint-Méen-le-Grand, Trueba i La Cavada. Det er vist kun de fem, jeg har besøgt. Ikke så mange. Jo, jeg var forleden forbi Saint-Leonard-de-Noblat, hvor Raymond Poulidor ligger. Så seks.
Til gengæld er jeg gennem årene søgt mod masser af steder, hvor der ikke ligger døde mennesker, men derimod blot er rejst en sten eller ophængt en mindeplade. Og Michael har været med på flere af de udflugter og har ikke kunnet skjule sin begejstring, så der er også en history buff gemt i ham, om han vil det eller ej.
I 2018 forlod vi spontant hors course-ruten for at køre til La Neuville-Chant-d’Oisel nær Rouen, hvor Jacques Anquetil boede til sin alt for tidlige død i 1987. Tyve år tidligere købte han slottet 'Les Elfes', som snart i folkemunde blev kendt som og siden også formelt antog navnet 'Château Anquetil'.
Vi ville bare se det på afstand, men vi endte med at blive inviteret indenfor af Christopher Anquetil, Jacques søn. Et mere sympatisk menneske skal man lede længe efter, og det samme gælder hans kone, Aline. Dengang havde de to børn, nemlig Eliott og Lyra, men jeg kan ikke tro andet, end at de har udvidet børneflokken siden da.
 |
| Christopher Anquetil i baren på slottet i Normandiet, hvor hans far (på fotografiet ses han til venstre sammen med Felice Gimondi) holdt hof for sine venner til sin død i 1987. Foto: Brian Askvig.
|
Jacques enke, Dominique, bor også på slottet, men hende fik vi kun et glimt af. Som nævnt blev vi inviteret indenfor, og vi tilbragte en rum tid i slottets hjemmebar, hvor Anquetil og hans svirebrødre dengang holdt til, med at studere de fotografier, pokaler og adskillige af Anquetils gamle cykeltrøjer af uld, som Christopher havde udstillet.
Jeg vil aldrig glemme den dag.
Michael og jeg var også en gang på afveje for at finde den mindesten i Pyrenæerne, som er rejst på det sted, hvor Roger Rivière i 1960 fløj af vejen på nedkørslen fra Col du Perjuret og brækkede ryggen. Den blot 24-årige rytter blev bundet til en kørestol resten af sine dage og var ved sin død 16 år senere reelt narkoman i kraft af sin dybe afhængighed af smertestillende medicin.
Da Rivière blev bjærget, fandt man piller i hans trikot. Og flere stoffer i hans bagage på hotellet. Det er almindeligt anerkendt, at Rivière var så bedøvet af morfinpræparatet Palfium, som skulle dulme muskelsmerterne i benene, at han ikke var i stand til at bremse, da han drønede ned ad bjerget den julidag i 1960.
Engang var jeg præcis dér på nedkørslen fra Col de Menté i Pyrenæerne, hvor Luis Ocaña styrtede i 1971 i den gule trøje på et tidspunkt, hvor han havde kørt kannibalen Eddy Merckx næsten syv minutter bagud i den samlede stilling. Ocaña måtte udgå, og næste dag undlod Merckx at køre i gult af respekt for sin spanske rival.
Jeg har set Lucien Petit-Bretons fødehjem i Plessé i Bretagne, og jeg har mødt hans barnebarn, Yvonne. Jeg har fotograferet den bar i Vizille, som Thierry Claveyrolat ejede frem til den dag, han valgte at forlade denne jord, og jeg har lagt vejen forbi den bygning i Grenoble, der i 1919 husede Café de l'Ascenseur, hvor Eugène Christophe fik den første gule trøje i historien trukket over hovedet.
Michael var med den dag, og det var han også, da jeg et år gerne ville se smedjen i landsbyen Sainte-Marie-de-Campan ved foden af Tourmalet, hvor Christophe i 1913 forgæves forsøgte at reparere sin knækkede forgaffel i tide til, at Tour-sejren stadig var inden for rækkevidde.
Også sammen med Michael har jeg besøgt Jean Robics hjemby, Radenac i Bretagne, og den lille belgiske by Florennes, som har fostret hele to Tourvindere, nemlig Firmin Lambot (1919, 1922) og Léon Scieur (1921).
Tænk sig, at to knægte rendte rundt der i den lille flække og legede, og at de så senere i livet tilsammen vandt verdens største cykelløb tre gange inden for ganske få år.
Florennes var måske i sig selv lidt en fuser, for der var ingenting at se, men jeg synes alligevel, at besøget var med til at give historien liv inde i mit hoved.
Har vi det ikke alle sådan? Hvorfor søger unge og gamle i tusindtal hvert år til Pere Lachaise-kirkegården i Paris for at se Jim Morrisons grav? Eller Edith Piafs?
Det gør de, fordi de vil vække historierne til live og forstærke minderne om det, der var engang.
Jeg prøver at komme i tanke om flere døde Tour-vindere, som jeg har besøgt. Der er vist kun de fire, jeg nævnte før. Jeg konstaterer med en vis tilfredshed, at jeg således har mødt flere levende Tour-vindere end døde (I ved, hvad jeg mener), selv om der er markant flest Tour-vindere i sidste kategori.
Der er Bjarne Riis, selvfølgelig. Og Jan Ullrich, for nu med det samme at lukke Telekom-kapitlet. Roche, Contador, Schleck, Sastre, Froome, Bernal, Merckx, Thévenet, Hinault, LeMond.
12 styk. Jeg har interviewet dem alle, og så er der dem i gråzonen. Jeg lavede for eksempel i 2016 – ti år efter – et godt interview med Floyd Landis, men han tæller ikke. Og jeg har sagt 'bonjour' til Bahamontes, men det affødte ingen reaktion, så vidt jeg erindrer. Var det et møde? Ikke sådan i klassisk forstand. Gad vide, hvad der var sket, hvis jeg havde sagt 'hola'?
Geraint Thomas? Naaa, heller ikke rigtigt. Det er ikke nok bare at stå forrest i klyngen af journalister, der vil vide mere. Man skal selv spørge – og gerne mere end én gang – før det tæller som et interview.
Nibali? Jeg stillede ham et spørgsmål engang, da jeg mødte ham på en Astana-træningslejr på Tenerife, men han lod ikke til at forstå det. Faktisk så han temmelig tom ud i øjnene. Træt og opgivende. Armstrong har jeg mødt i kraft af Michael (det samme gælder i øvrigt Landis og Ullrich), men han er jo annulleret.
Det var vist det. Vingegaard? Nej, jeg har aldrig talt med ham. Jeg prøvede for et par år siden at få ham i tale, men det havde han tydeligvis ingen interesse i, og så ebbede forbindelsen stille og roligt ud. Vi lever uden tvivl begge fint med det.
Her er en liste over nulevende Tour-vindere:
- Federico Bahamontes, Spanien, 95 år (født 9. juli 1928) – vandt i 1959
- Jan Janssen, Holland, 83 år (født 19. maj 1940) – vandt i 1968
- Lucien Aimar, Frankrig, 82 år (født 28. april 1941) – vandt i 1966
- Eddy Merckx, Belgien, 78 år (født 17. juni 1945) – vandt 1969-1972 og 1974
- Lucien Van Impe, Belgien, 76 år (født 20. oktober 1946) – vandt i 1976
- Joop Zoetemelk, Holland, 76 år (født 3. december 1946) – vandt i 1980
- Bernard Thévenet, 75 år (født 10. januar 1948) – vandt i 1975 og 1977
- Bernard Hinault, Frankrig, 68 år (født 14. nov. 1954) – vandt i 1978-79, 1981-82 og 1985
- Stephen Roche, Irland, 63 år (født 28. november 1959) – vandt i 1987
- Pedro Delgado, Spanien, 63 år (født 15. april 1960) – vandt i 1988
- Greg LeMond, USA, 62 år (født 26. juni 1961) – vandt i 1986, 1989, 1990
- Bjarne Riis, Danmark, 59 år (født 3. april 1964) – vandt i 1996
- Miguel Indurain, Spanien, 59 år (født 16. juli 1964) – vandt 1991-1995
Lance Armstrong, USA, 51 år (født 18. september 1971) – vandt 1999-2005- Jan Ullrich, Tyskland, 49 år (født 2. december 1973) – vandt i 1997
- Carlos Sastre, Spanien, 48 år (født 22. april 1975) – vandt i 2008
- Cadel Evans, Australien, 46 år (født 14. februar 1977) – vandt i 2011
- Oscar Pereiro, Spanien, 45 år (født 3. august 1977) – vandt i 2006
- Bradley Wiggins, Storbritannien, 43 år (født 28. april 1980) – vandt i 2012
- Alberto Contador, Spanien, 40 år (født 6. december 1982) – vandt i 2007 og 2009
- Vincenzo Nibali, Italien, 38 år (født 14. november 1984) – vandt i 2014
- Chris Froome, Storbritannien, 38 år (født 20. maj 1985) – vandt i 2013 og 2015-2017
- Andy Schleck, Luxembourg, 38 år (født 10. juni 1985) – vandt i 2010
- Geraint Thomas, Storbritannien, 37 år (født 25. maj 1986) – vandt i 2018
- Jonas Vingegaard, Danmark, 26 år (født 10. december 1996) – vandt i 2022
- Egan Bernal, Colombia, 26 år (født 13. januar 1997) – vandt i 2019
- Tadej Pogacar, Slovenien, 24 år (21. september 1998) – vandt i 2020, 2021
I dag skulle jeg have været til Aveyron for at se et mindesmærke for Gustave Garrigou, som vandt Tour de France i 1911. Der er tale om et temmelig banalt og simpelt mindesmærke udformet som en cykel, men det fortæller jo også en historie om den kultur og de traditioner, han var formet af.
Mindesmærket blev indviet i 2011, da Touren passerede gennem hans hjemstavn. Bernard Hinault og Bernard Thévenet var til stede ved indvielsen. Jeg når desværre ikke derned i denne omgang, for Picasso’en har en defekt, jeg skal have udbedret, inden jeg onsdag vender tilbage til Tour-karavanen.
Jeg skal dog nok nå Garrigou en dag. Han var en interessant figur, som nær var blevet lynchet dengang i 1911, da publikumsfavoritten Paul Duboc på 10. etape fra Luchon til Bayonne kollapsede efter et hårdt ryk over Col du Peyresourde, Col d’Aspin og Col du Tourmalet.
Det skete, da han havde drukket af en flaske, han fik stukket i hånden af en hjælper. Dubocs tilhængere var overbeviste om, at deres yndling måtte være blevet forgiftet, og hvem andre end hans største konkurrent, nemlig Garrigou, kunne stå bag?
Det hele var ved at blive virkeligt grimt. Jeg har læst, at løbsdirektør Henri Desgrange hyrede en livvagt til den skrækslagne Garrigou og på sidste etape, da feltet kørte gennem Dubocs hjemby, Rouen, var Garrigou endog forklædt, så pøblen ikke skulle få fat i ham.
Han nåede helskindet til Paris og vandt sin fortjente sejr. Fortjent, fordi det viste sig, at han intet havde at gøre med Dubocs brutale deroute. Længe efter det dramatiske løb kom det frem, at flasken med det 'forgiftede' vand var leveret af den berygtede François Lafourcade, skriver Joakim Jakobsen i 'Tour de France'.
Lafourcade var cykelrytter, men snarere end for sine resultater er han blevet kendt som storleverandør af opkvikkende midler til kollegerne i feltet. Det var en dopingcocktail, han havde leveret, så Duboc havde simpelt hen fået et dårligt trip af sin leverandør, skriver Jakobsen.
Oui, Tour de France er en uudtømmelig kilde af gode historier. Og hver gang, nogen gider genfortælle dem, får de nyt liv. Det gider jeg godt.
Kommentarer
Send en kommentar