Den lige vej til fast arbejde

Gennem de seneste måneder, hvor jeg har levet af dagpenge, har velmenende folk i arbejdsløshedssystemet vedholdende og utrætteligt indskærpet over for mig, at de såkaldte kaffemøder nærmest er den lige vej til fast arbejde.

Kaffemøder. Møder over en kop kaffe. Uformelle, angiveligt netværksskabende møder med ledere i erhvervslivet. 

Kaffemøder, kaffemøder, kaffemøder. 

'Arranger nogle kaffemøder med nogle arbejdsgivere! Lav nogle kaffeaftaler', lyder det i kor fra den talstærke hær af rådgivere, konsulenter, sagsbehandlere og kursusledere, som er sat ind i kampen mod lediggang.

'Og når du så sidder ved et kaffemøde, så tjek lige, om din mødepartner dog ikke skulle have et par forslag til andre, du kunne tage et kaffemøde med.' 

Hvad der sker på de der kaffemøder, har jeg endnu til gode at finde ud af, men jeg har dog forstået, at der ikke er tale om jobsamtaler. 'Uanset, hvad du gør, så opfat ikke kaffemøder som jobsamtaler', lyder formaningen. 

Nej, kaffemøder er et redskab til udbygning af ens netværk, som - når det er blevet stort nok - måske kan kaste et job af sig.

Jeg tøver. Jeg er usikker på, hvad jeg over en kop kaffe skulle tale med en arbejdsgiver om, hvis jeg for Guds skyld ikke må tale om job og den kendsgerning, at jeg leder efter et. Og da ingen trods flere opfordringer blot har kunnet foreslå en egnet åbningsreplik, har jeg holdt mig tilbage.

Der er i øvrigt heller ingen, der har kunnet overbevise mig om, at travle virksomhedsejere overhovedet har interesse i at deltage i det ene kaffemøde efter det andet med tilfældige dagpengemodtagere alene for at hjælpe dem med at udbygge deres netværk. 

Jeg kan ikke slippe den tanke, at de må have andre og vigtigere ting at tage sig til i en stresset arbejdsuge. 

Ikke desto mindre gør systemet det altså igen og igen gældende, at vi arbejdsløse bør drikke en pokkers masse kaffe med så mange CEO'er som muligt. 

Jeg var indkaldt til møde i jobcenteret forleden, og mødet var ikke mange minutter gammelt, før fænomenet kaffemøde atter blev lovprist, som var det selve g-punktet i jobsøgningsprocessen.

Der var tre rådgivere, og vi var ni arbejdsløse, der på halvanden time skulle lære at navigere i 'det akademiske arbejdsmarked', som jeg ufrivilligt regnes som en del af. Tre rådgivere. Ni deltagere. Det er vist bedre normering end i en gennemsnitlig børnehave.

'Hvis I gerne vil arbejde for en bestemt virksomhed, så kan I bede om et kaffemøde og lade som om, I for eksempel er interesseret i produktudvikling', lød det fra en rådgiver.

Hun foreslog derpå, at man mellem kaffeslurkene kunne stille direktøren spørgsmålet: 'Hvad laver en produktudvikler?'

Lade som om, man er interesseret? Stille åbne spørgsmål, som ville få Philomena Cunk til at måbe? 

Er det virkelig holdningen i et system, der skal hjælpe arbejdsløse tilbage på jobmarkedet, at det er karrierefremmende og netværksudvidende at lade som om, man er interesseret i en virksomhed, hvorefter man bluffer sig gennem et kaffemøde, som en travl direktør af ren og skær venlighed har taget sig tid til?

Uha, nu sagde hun jo ganske vist 'lade som om', men det var ikke ment på dén måde, lød svaret. Det var ment på en anden måde. Hurtigt videre.

Videre til stillingsannoncer, som faktisk er 'ønskesedler'. Arbejdsgiverne forventer naturligvis ikke, at ansøgerne kan alt det, de kræver i deres stillingsopslag. Stillingsannoncer er lige som en ønskeseddel til jul. Man får aldrig det hele. Undskyld, hvad?

Videre til kompetencer. Giv den endelig fuld gas i cv'et! En rådgiver slog fast, at hvis hun følte, at hun beherskede 70 procent af en kompetence, så skrev hun den på sit cv. En anden rådgiver overtrumfede hende: 'Jeg vil sige 50 procent!'

O.k., så hvis jeg føler, at jeg kan det halve af det, en arbejdsgiver kræver af en ny medarbejder, så skal jeg bare hævde, at jeg er kvalificeret? Yes, sir! 

Men hvordan ved man, om man mestrer 50 eller 70 eller måske blot 30 procent af en kompetence? Hvordan måler man det? 'Det styrer du selv. Det er bare, hvad du selv synes'. 

Jeg synes, at jeg føler, at jeg kan konkludere, at det er almindeligt og af alle parter fuldt ud accepteret, at man på 'det akademiske arbejdsmarked' rutinemæssigt fodrer hinanden med halve sandheder.

På den ene side overlæsser arbejdsgiverne angiveligt deres jobannoncer med overdrevne krav om erfaring og ekspertise.

Og på den anden side opmuntrer systemet jobsøgerne til at puste sig op og opdigte pompøse cv'er, hvor blot et strejf af erfaring med et arbejdsområde kan angives som en kompetence.

Jeg har tydeligvis meget at lære, før jeg kan navigere i 'det akademiske arbejdsmarked', og umiddelbart er jeg faktisk ikke ellevild efter at blive en mester på det felt.

Indtil videre tror jeg bare, at jeg nøjes med det almindelige arbejdsmarked, hvor man skriver i sit cv, hvad man faktisk kan, og søger stillinger, man kan bestride.

Og kaffemøderne? Tja, skulle der sidde nogle arbejdsgivere derude, som kunne tænke sig at invitere mig på kaffe, så ja tak! Jeg kan godt den dag. 

I ringer bare.